tirsdag den 13. november 2012

Sen opsamling og en f****** mus

Det fleste weekender siden juni, hvor det seneste indlæg her blev lagt op, er mindst en dag blevet brug i Elfridas hus i Klæstrup. Meget er nået efter at kammeret og badeværelset kom på plads:
  • Vi har holdt en dejlig rund fødselsdag med 70 gæster på plænen uden for Elfridas hus
  • Det gamle pandepladetag er hevet af
  • Spærene er blevet forstærket med 2x8'' tømmer
  • ditto hjælpespær er blevet føjet til
  • et undertag af træfiberplader (Huntonit) er lagt på
  • tagkonstruktionen har fået nye lægter
  • taget er nu dækket med presenninger, mens vi tager en tænkepause og - især - samler kræfter til at lave den kvist, som vi for en god måneds tid siden har fået byggetilladelse til:


Jeg skal nok forsøge at følge op på især tag-projektet, men indtil videre nøjes jeg med at vise, hvad der sker, når man lader en rullebagepapir ligge frit fremme (dvs i en halvåben skuffe) og en mus synes at det kunne være hyggeligt at indrette sig for vinteren i en skuffe:



Det lille dyr havde sgu trukket bagepapir af rullen helt fra den venstre skuffe, hen over den midterste og flænset det som fyld - og forråd, hedder det sig - i den højre skuffe. Øv, møgdyr. Jeg har en musefælde på huskelisten til næste tur til Elfridas hus. 

søndag den 24. juni 2012

Elfridas Hus i Lombardiet





Vi ankom til det lille kloster i Lombardiet ud på eftermiddagen en våd junidag. Ikke usædvanligt for årstiden havde det lige regnet, og hele landskabet rundt om den forholdsvis lille middelalderbygning emmede af regn og damp. En yngre nonne lukkede op, da vi ringede på den gamle klokke til højre for hoveddøren. Vi sagde på vores bedste italiensk (det var nu ikke noget særligt), hvem vi var, og hun bød os ind. Med sine blege ungpigehænder gjorde hun tegn til, at vi skulle hænge vores våde overtøj på knagerækken i den lange gang indenfor, og hun viste os straks til vores værelse i den anden ende af huset.

Gardinerne var trukket for værelsets ene nordvendte vindue, og det lille værelse henlå i dagslyset, der kom gennem det hvide gardin, i et sært, glødende mørke. Først da vores øjne efter nogle øjeblik havde vænnet sig til mørket, så vi, at værelset var ganske enkelt udstyret: en lille mørkbejdset dobbeltseng, et par simple skamler som natborde og et gammelt skab til tøjet var sådan set hele møblementet i det rustikke rum.

En ting var dog ganske usædvanlig; det lille sovekammers luft. Selvom vinduet var lukket, var rummet fyldt med en klar og velgørende luft, der syntes at hente sin friskhed dels fra de nykalkede vægge, dels det nyvaskede linned. Her skulle nok blive godt at være.

...

Nå, spøg til side. Vi har nu fået klargjort det gamle pigekammer i Elfridas Hus og har i nat overnattet der for første gang. Det føltes ret rigtigt.

onsdag den 6. juni 2012

Man kan nå langt med en sund portion ... romantik

Da vi i juli sidste år købte Elfridas hus og stolte lagde fotos på facebook.com, var det især dette billede, der affødte en del positive reaktioner:


Skønt - og romantisk - så det ud i Elfridas hus, og det var da også bl.a. dette billede, som er fra ejendomsmæglerens materiale, der fangede vores opmærksomhed, da vi fik øje på huset på www.boliga.dk (eller var det www.boligsiden.dk?).

Da vi første gang var inde i huset (ca. 20 minutter inden vi købte det), lukkede jeg vist et af skabene op og trak ud en af skufferne. Det lovede ikke godt. Gitte kiggede også og sagde, at det kom jeg selv til t ordne (hvad det så end dækkede over).

Nu har dette romantiske køkkenbord i Elfridas køkken været brugt til at sætte vores madpakker på og (i begyndelsen inden stikkontakten til venstre for døren blev afmonteret) til kogekanden, som varmer vand til de 3-4 kopper Nescafe, som en arbejdslørdag i huset inkluderer.

Muren fra køkkenet ind mod "bryggerset" (til højre på billedet) er for nylig næsten blevet pillet ned ("pillet" passer godt; den var som mange andre af husets indre vægge bygget af ubrændte, soltørrede lersten). De to rum skal (og har hele vejen i vores planlægning) skulle lægges sammen til ét stort køkken.

Lofterne i de to rum (plader af gamle, hvidmalede celotex, som det ses på billedet ovenfor) er også lige taget ned.

Nu, i går, blev det tid til at se nærmere på køkkenbordet, indbegrebet af husets romantiske sjæl (eller hur?) ... og rive det ned. Det har længe ligget i kortene, at det skulle væk, for her ved vinduet ud mod haven - og mod udsigten over bakken bag åen - skal i det lange (rigtigt laaaaaaaaaaange) løb være en hyggelig siddeplads for to. Over for brændekomfuret (indkøbt, men langt fra opmuret og opsat) forstås.

Her er et frisk billede af det romantiske køkkenbord, inden jeg gik til det:



Så tog jeg fat med hammer og brækjern:


Hvis ikke det er tydeligt, at væggene bag køkkenbordet er ret dårlig forfatning, kan man se det tættere på her:


Bunden i en nederste skuffe var helt ædt af mus eller det der var værre. I bunden skabet lå i alt fald denne pose rottegift:


Her er det endelig resultat:


En væg som ingen romantiker umiddelbart vil falde for. Porøst murværk og fugt og råd og gammel ildelugt. Nu får det lov at stå og dampe af og så er det jo ingen sag at banke det dårlige puds ned, reparere huller mm. og friske hele hjørnet op.

Men hvad med "romantikken" kunne man spørge. Jo, skufferne og skabslågerne af stafbrædder har vi gemt; måske finder vi på at renovere dem og bruge dem igen. Som det mindste kan de minde os om, hvad det var, vi faldt for ved Elfridas Hus, og så kan vi altid rekonstruere dem eller i alt fald det, de stod for, i gode simple, "analoge" materialer.

Det kræver sgu en sund omgang ... romantik at sætte et gammelt hus bygningsbevarende i stand, skulle jeg hilse og sige.    












mandag den 16. april 2012

Man river da ikke gamle huse ned, gør man?

I alle de år – det er 8 - vi har kørt til vores hus på Norddjursland (det kan købes her: http://www.robinhus.dk/ejendom/default.asp?boligid=54810), har vi i landsbyen Tørslev passeret en fantastisk gammel gård. Eller rettere sagt: et fantastisk gammelt stuehus til en halvstor gård.

Det er en af den slags bygninger, vi begge holdt af at beundre og drømme om. Et prægtigt hvidkalket hus, som umiddelbart stod, som det havde stået i 50 år eller flere. Måske i 100 år. Den lange facade ud mod Voer Færgevej er fyldt med smukke, gamle rødbrunmalede kitfalsede, enkeltlags vinduer. En havedør eller to i samme stil og kvalitet afbryder rækken af vinduer. Alt ved det stuehus er bare helt rigtigt.

Huset har så længe, vi kan huske stået ubeboet hen. Omgivelserne, gårdsplads og have og især arealerne rundt om avlsbygningerne (det hedder det) har alle år været pænt holdt. Kun stuehuset har fået lov at stå og sætte sig lidt mere end godt er. De seneste år er tagryggen et sted begyndt at sætte sig, og selvom der ikke ligefrem er hul på cementstenstaget, er det begyndt at se ret dårligt ud.

Halvforelskede, som vi var i huset, har vi af og til talt om, at nu må der vel snart komme nogen forbi og se, hvor skønt et hus det er, købe det og sætte det istand. Eller om, at det vel en dag bare bliver købt af nogen, der vil bygge det om til noget, det aldrig have været; nyt tag af sortglacerede teglsten (føj), tyksprossede termovinduer (måske i plastic!) og cementgrå pudsede vedligeholdelsesfri (læs: kan ikke vedligeholdes og er grimme i al fremtid) mure. Nogle store ovenlysvinduer eller prangende kviste ville der også kunne blive plads til. Og en dobbelt garage i en af længerne. Uha.

Ingen af delene bliver dog virkelighed. Nu i forrige weekend, da vi atter kørte gennem Tørslev, var den fine gamle ejendoms have ved at blive rykket op. En stor gummiged (det hedder det altså) havde været på spil, og træer og buske var væk. Taget var også revet af et af udhusene. Og en dør stod ildevarslende åben til selve stuehuset.

- Nu er det snart slut, sagde jeg til Gitte, - De river det sgu ned. - Så tuder jeg, sagde Gitte.

I går var jeg på Djursland for at vise vores hus der frem. På vej derud holdt jeg ved det smukke gamle stuehus og tog de billeder, som vi har talt om at tage i årevis. Jeg syntes ikke, at jeg kun tillade mig at gå ind, selv om døren stod på vid gab. Men et par skud ind gennem den åbne dør fik jeg da.

Det var i sidste øjeblik; naboen, som så mig gå rundt om huset med mit kamera, bekræftede vores bange anelser. Det river det sgu ned.

Her er billederne. I sidste øjeblik:










søndag den 15. april 2012

Liv i gamle huse

Overskriften er vist lånt af en halvgammel kampagne, der skulle sætte fokus på, hvad gamle huse kunne brugs til. Her bruger jeg den til noget andet.

Sidste år gjorde jeg den gamle skorsten i Elfridas hus klar til brug.

Skorstensfejeren havde sagt god for skorstenens grundtilstand og påbudt mig at montere renselemme foroven og forneden. Det gjorde jeg, og lige så et tilslutningshul til Bekkasinovnen. Klargøringen indbar også, at jeg skulle tage en oldgammel allike-rede ud af skorstenen. Der var nærmest en hel sæk af grene og mos og fjer og gammelt støv.

Bekkasinen virkede herefter (og efter skorstensfejerens kontrol) fint og har siden bidraget til, at vi har kunne holde varmen, når vi har været i Elfridas hus.

Nu i forrige weekend, da vi var i Elfridas hus, kom genboen Allan over og fortalte at et allikepar havde haft travlt hele ugen på toppen af vores skorsten.

Der var allerede da tændt op i bekkasinen, som trak lige så godt som den plejede. Jeg tjekkede for en ordens skyld den nederste renselem. Den yderste lem var overraskende lun, den indenfor (jeg havde handsker på) ret varm; og i bunden lå et lille glødebål - det var resterne af den allike-rede.

På taget med tagstige og tommestok fik jeg taget mål til en såkaldt allike-rist.

Nu i lørdags var vi tilbage i Elfridas hus med stige og allike-rist. Og en sæk. Jeg havde ikke lagt låg på skorstenen, og allikerne havde haft frit spil i en uges tid.

Med en kampesten i en lærredspose for enden af en lang snor fik jeg med stort besvær banket den nye rede ud. Gitte tog sig af det beskidt arbejde med at fjerne det, jeg bankede ned. Tak, Gitte.

Her er resultatet:



Her er mandet på taget med risten (bag sig) og stenen i snor:


Pointen: husk allike-riste på skorstenene.


  

onsdag den 14. marts 2012

I Elfridas hus med murermester Mossøe

Som nævnt har vi aftalt med vores yndlingsmurermester, Per Mossøe, at der skulle gøres noget ved bl.a. stuen i Elfridas hus. Længe har vi banket puds ned, og nu var det tid at få noget pudset op igen. Jeg kan godt pudse, men ikke væg efter væg og ikke så flot og godt (og hurtigt) som murermesteren selv.

Murermester Mossøe kender vi fra Viborg, hvor vi bor, og for et år eller to siden var han murer og "tovholder" på et større bygningsbevarende byggeprojekt på Hald Hovedgaard, hvor både Gitte og jeg arbejder (se i øvrigt de flotte billeder fra det færdige resultat her:www.haldhovedgaard.dk/bad)

Vi lærte da, at han - som vi - elsker hydraulisk kalkmørtler, og det er da også fra ham, at vi har lært at kende til Nordisk NHL mørtler (St. Astier), som vi med allerstørste tilfredsstillelse har brugt rundt omkring i Elfridas hus.

Det er især stuen, som vi satte murermester Mossøe på.

Sådan så stuen mere eller mindre ud efter vi (dvs. Gitte) var færdig med at banke ned:



Så slap vi murermester Mossøe løs på stuen.

Ikke nok med, at han bl.a. har grovpudset alle vægge, slået hul på det tilmurede vindue (det lyder som en dårlig krimi), hævet og (især) forstærket de to døroverlæggere i rummet; i dag, hvor vi selv var forbi og kunne hjælpe, fik vi også fuldført den idé min (gamle) ingeniør-fader fik sat i vores hoveder i lørdags. Nemlig at fjerne den skæmmende jernbjælke, som bærer loftet og deler stuen. - Den kan da bare lægges op på loftet, sagde han, næsten nonchalant.

Og som sagt, så gjort. Murermester Mossøe fik den banket fri (den er oprindeligt skubbet ind via et hul ydermuren, så der skulle lidt murermester-fingerspitzgefühl til). Sammen fik vi den lempet ned, og så er det min opgave snarest at finde en løsning, hvor den kommer på loftet og aflaster især den midterste bjælke oppefra.

I mellemtiden ser det sådan ud, med vores yndlingsmurermester, Mossøe til højre, og med lånte understøttere under bjælkerne:


Selvom den gode murermester Mossøe løbende har sendt os Iphone-panorama-opdateringsbilleder af arbejdet før og efter, er han desværre ikke så højteknologisk, at han har en smart hjemmeside, der redegør for alt det, han er god til. Man må google ham for at finde ham, men vi lover, at det er besværet værd.

Vi glæder os til, at han på fredag gør stuen, lidt af gangen og ydervæggen i soveværelse groft færdigt. Og til senere at få ham tilbage i Elfridas hus og finpudse væggene i de "fine" rum.

fredag den 9. marts 2012

Udsigten fra bakken

Mens vi (dvs. I) venter på fortsættelsen af "Elfridas hus i arkiverne" - der er nemlig en fortsættelse - og venter på, at der er flere indlæg om renoveringen af huset, har jeg lige dette på hjertet:

Jeg var af sted til Fridas hus med den dygtige murermester, Per Mossøe, som nu skal give os en hånd med væggene i stuen mm. Vi besigtigede rummene, det arbejde, der skal gøres, og især det arbejde, Gitte og jeg skal gøre, før vi snart kan få Per i gang i Klæstrup.

Der blev også tid til lidt fornøjelse, og da Per også er en rigtig naturens søn, foreslog jeg en tur op af bakken på den anden side af Binderup Å.

Op gik det, men da vi begge er friske og unge mænd i 40erne (fik jeg fornærmet Per der?) gik det nemt. Oppe ved rævegraven - Per stak næsen i den og konstaterede, at den er beboet (vi har nu også flere gange set røde Mikkel løbe over bakken) - blev vi slået bag over af udsigten, og jeg tog dette billede med det medbragte kamera:


I midten med det rustrøde bliktag ses Elfridas hus og ligeved Pers kassevogn. Forrest Binderup Å, der slår et dejligt sving.



mandag den 27. februar 2012

Elfridas hus i arkiverne (fortsat)

Teksten i skødet, som jeg omtalte og linkede til i det forrige indlæg (http://www.elfridashus.dk/2012/02/elfridas-hus-i-arkiverne.html), var ikke nem at tyde. Højt sat klarede jeg vist selv ca. en 1/4-del. En af mine bekendte kom ud af skabet som en mere end habil slægtsforsker og bidrog med i alt fald en 1/3-del yderligere.

Og han var kvik og lagde linket til skødet op på et slægtforsknings-forum (www.slaegtogdata.dk) og derefter gik der mindre end et døgn, inden hele skødets tekst var læst og udskrevet. Skødets tekst er her under med de oprindelige linieskift, så nysgerrige kan sammenholde det oprindelig skøde og teksten og blive en hel del klogere på gotisk håndskrift fra 1865:

Skjøde
Underskrevne Severine
Jespersen, født Bassesen, Enke efter Kjøbmand F.A.S. Jespersen
i Nibe tilstaaer hermed at have solgt og overdraget til Ole Larsen
i Klæstrup det mig tilhørende Huus i Klæstrup under Voxlev
Sogn med paastaaende Bygning og tilliggende Jordlod under Matr.
No 8 skyldsat for nyt Hartkorn 3 Fdker (?) 1¼ Alb. uden særlig Gammelskat. -
Kjøbesummen er accorderet til 165 rdl, skriver eet hundrede treds
sindstyve og fem Rigsdaler Rigsmønt og Salget sker iøvrigt paa
følgende Vilkaar: 1. Kjøberen er forpligtet til at respectere den
hans Fader, Lars Olsen ifølge utinglæst Fæstebrev af 10 Decbr
1827 tilkommende Fæsteret, hvilket Document overleveres ind-
Kjøberen med nærværende Skjøde. - 2. De Kongelige Skatter og
offentlige Afgifter, som paahvile det Solgte for indeværende Aar
og for Fremtiden, tilsvares af Kjøberen. - 3. Det Solgte, der er
overtaget af Kjøberen, staar i enhver henseende fra Dato for
Kjøberens Regning og Risico. - 4. Med Hensyn til min Adkomst
paa det Solgte bemærkes, at Eiendommen ved Skjøde af 1. Februar
1804, tinglæst den 18. juli 1805 af Baron C.F. Juel til Lundbek
overdroges til min Fader, nu afdøde Justitsraad, Byfoged Bassesen
i Nibe tilligemed endeel Bøndergods i Voxslev Sogn, som i sin Tid
hørte til Pandum Hovedgaard. Stedet var da bortfæstet til den
nuværende Fæsters Fader Ole Jensen, hvis Fæsteret, om den findes
tinglæst, er bortfalden ved Fæsters og hans Enkes dødelige Afgang. -
Ejendommen tilfaldt min Moder, Enkefru Maren Cathrine Bas-
sesen, født Færch, ved Samfrændeskifte den 13 Octbr 1828 efter
hendes i Maj Maaned 1826 afdøde Mand, min fornævnte Fader.
Ved privat Skifte og Deling mellem de myndige Arvinger efter
bemeldte min i Januar 1856 afdøde Moder overdrages Eien-
dommen i Arv til min afdøde Mand, Kjøbmand F.A.S.
Jespersen paa mine Vegne og overgik efter hans død til mig,
der med Skifteslutning af 15de Oktober 1860 er extraderet vort
Fællesbo til fri Raadighed. - Da imidlertid de herhenhørende
Transactioner ikke ere behørigen tinglæste, ligesom den solgte
Eiendoms Matricculsnummer og Hartkorn ikke ere noterede i
Pantebogen, frafaldes paa Grund af ovenstaaende Forklaring Rets-
anmærkning om de heraf flydende Mangler med min Adkomst.
Og da nu Kjøberen, bemeldte Ole Larsen contant har berigtiget
den accorderede Kjøbssum, saa skal indbemeldte Eiendom med
rette Tilliggende fra nu af følge og tilhøre ham som fuldkommen
Eiendom [overstreget]
[overstreget] fri og frelst for hver Mands lovlige Tiltale,
idet jeg indestaar ham fra Vanhjemmel efter Loven. Til Be-
kræftelse vidnesfast underskreven. Nibe den 5te Februar 1865 ...


Spændende læsning, ikke sandt?

Den mest interessante del af skødet er der, hvor enkefrue Jespersen fortæller som sin adkomst til huset. Ikke nok med, at det kommer frem, at hun har arvet det fra sin fader, der står også, at huset er frasolgt Lundbæk herregård i 1804 og at det før det hørte til den nærliggende Pandum Hovedgaard.

Den grundige Carsten René, som har hjulpet mig med at læse skødet, har også været i dybt i folketællingerne og kirkebøgerne, og han har sammenstykket denne liste over husets beboere gennem hele 1900-tallet:

1801: Ole Jensen og Ane Jensdatter bor i huset med deres to børn.
1834: Lars Olesen (søn af Ole Jensen) og Gjertrud Jensdatter bor i huset med deres tre børn, Mette Marie, Ole og Ane Marie.
1840: Lars Olesen og Gjertrud Jensdatter bor i huset med deres tre børn
1845: Lars Olesen og Gjertrud jensdatter bor i huset med deres to døtre.
1850: Lars Olesen og Gjertrud Jensdatter bor i huset med deres datter, Mette Marie.
1860: Lars Olsen og Gjertrud Jensdatter bor stadig i huset.
1865: Huset sælges til Ole Larsen af Severine Jespersen, enke til en købmand (jvf. skøde).
1870: Ole Larsen og Dorthea Kirstine Jensen bor i huset med deres to børn.
1888: Ole Larsen dør 59 år gammel.
1890: Dorthea Kirstine Jensen har datterens, (Laurine) Jensines familie (forældre og 5 børn) boende i huset.


Sammenholder man skødets indhold med listen, ser man, at Ole Jensen, der var fæstet til huset i 1801, overlod huset til sin søn Lars Olesen før 1834 og at det var dennes søn, Ole Larsen, der købte det af købmandsenken i 1865.

Og det er bedre end det. Ole Larsen var gift med Dorthea, der efter hans død blev boende i huset til 1920. Altså har vi bare tre slægtled under husets tag i ca. 120 år.

Historien er længere endnu. Men ikke her; mere må følge i endnu et blogindlæg.

onsdag den 15. februar 2012

Elfridas hus i arkiverne

I dag, hvor der var en slags vinterferie her, gjorde jeg, noget, som jeg nu længe har tænkt, at jeg ville; jeg tog forbi Landsarkivet for Nørrejylland, som heldigvis er beliggende i Viborg, for at se, hvad arkiverne gemmer af officielle oplysninger om Elfridas hus.

Den venlige og kyndige læsesalshjælp fik hurtigt sat mig på sporet af noget. "Realregisteret" er der, hvor man finder oplysninger om en given matrikels optræden i andre officielle kilder.

Adgangen til dette dokument var via (micro-)film på ruller; så fik jeg lært det:



Dette mødte mig på folio 33, som handler om Elfridas hus aka Matr. No 8, Klæstup i Vokslev sogn:


En nærlæsning viser, at de sølle tre "Adkomster" er:

1) Severine Jespersens salg af huset til Ole Larsen i februar 1865
2) En "skødeudskift" fra 1920 og
3) Dorthea Larsens salg af huset til Carl Kasper Jensen i sommeren 1920. 

Det er sgutte mange aktiviteter fra ca. 1842 til 1921. Det hører dog med, at der på højresiden står en række tilhørende anmærkninger vedr. obligationslån mm i huset.

Men nummeret efter teksten i punkt 1 sendte mig videre til folio 547 i "16":



En skrivefejl måtte dog været indtruffet et sted, for det var først på folio 548, at jeg mødte dette:


Er det det, tænkte jeg og spurgte læsesalsvagten om. Men inden han nåede at kigge forbi plads 49, hvor jeg sad med mine arkivalier, så jeg, at hele siden til højre for denne "Overskrift" i margin, var skødet jeg ledte efter.

Her er det:


Jeg har forsøgsvist stavet mig igennem det og er vist i stand til at læse ca. 10-15 procent af teksten. At sælgeren Severine Jespersen (født Bassesen), enke efter en Nibe-købmand, synes at have fået huset i Klæstrup fra sin moder, født Færch, og at Baron Juul på den nærliggende herregård Lundbæk og årstallene 1804/1805 er nævnt, kan jeg se. Men der slutter det også. Ærgerligt, for skødet synes at gemme på Elfridas hus' tidlige historie.

Hvis nogen kan læse den slags håndskrift, må de endelig sige til. Jeg har lagt en kopi her for de særligt nysgerrige og/eller kyndige: http://rannes.dk/elfridashus/16-548.jpg.

Historien om besøget i arkivet fortsættes her: http://www.elfridashus.dk/2012/02/elfridas-hus-i-arkiverne-fortsat.html



lørdag den 11. februar 2012

Kilden i ... Klæstrup

Jeg har ikke været helt ærlig, kan jeg se.

I indlægget fra i lørdags (http://www.elfridas-hus.blogspot.com/2012/02/at-ikke-holde-et-ubeboet-hus-opvarmet.html) omtalte jeg Elfridas hus som "bundfrosset".

Det var det ikke. Ikke da, i alt fald.

Men det var det så, da jeg kiggede forbi i onsdags. Fyret var stoppet igen, løbet tør, da de 7-10 liter jeg havde standeret ikke slog til. Flere (billige) kuglehaner, som jeg havde sat for enden af rør, hvor der tidligere havde siddet radiatorer, var trykket i stykker af isen i rørene. En gammel radiator var vist også sprunget læk; der var frosset vand under den. Den måtte jeg skrue af og bærer udenfor. Og i en stump pexrør, som forbandt en midlertidig opstillet radiator, var der trykket et lillefinger-stort hul, hvor en malerisk, sort (vi taler varmeanlægsvand, det er altid natte-sort) iskegle knejsede fra. ØV.

Men det var værre endnu.
Brugsvandet, som jeg ellers havde fået hul på sidst, var dybfrosset således, at der i vanduret var presset is op gennem "urskiven". Jeg reagerede helt naturligt (tror jeg) og forsøgte at skubbe isen til side med min ganske ubehandskede højre hånd med det resultat, at jeg rev to blødende huller på min tommelfinger på det glas, som isen selvfølgelig havde skubbet op. Øv, igen.

Jeg løb lidt rundt med min blødende tommelfinger pakket ind i toiletpapir - rindende vand var der jo ikke noget af - inden jeg søgte hjælp hos den flinke nabo, Gerrit (han er oprindeligt hollænder), som resolut slog et seriøst stykke plaster to gangen rundt om min finger. Så holdt det op med at bløde.

Inden jeg tog hjem, startede jeg oliefyret igen - stadig dog kun med en 10 l dunk - så det ikke skulle fryse, og forsynede mulige smeltevandsulykker med spande.

I dag, lørdag, tog jeg så tilbage til Elfridas hus forberedt på det værste. Det var nu ikke galt. Fyret var løbet tør, men ingen nye ulykker indtruffet. Med fyret i gang igen og fuld blus på Bekkassin-brændeovnen, ryddede jeg lidt op og tænkte over, hvad jeg nu kunne bedrive tiden med, mens huset langsomt varmede op.

Da slog den gamle talemåde mig: "omgivet af frosne vande søger den gode sømand mod mere åbne vande". Bevæbnet med en robust rive begav jeg mig ned mod grøften, som afgrænser vores grund i retning af Binderup Å. For enden af grøften er nemlig en naturlig kilde (Elfridas kilde?), som gemt der i et gammelt pilekrat var godt mudret til. Kilden løber via grøften i skellet ud i Binderup Å, men det har tidligere slået mig, at den (både kilden og grøften) kunne have godt af at blive renset op. Og hvilken dag kunne være bedre til det end denne, hvor det ellers altid fugtige terræn er halv-frossent?

Well, jeg tog fat med riven - startende ved kilden, hvorom vi i øvrigt fra Fridas nevø, en nu ældre mand, vel i 70erne, der som barn var feriebarn hos Frida, har hørt at der lå mælkeflaskerne mm. altid på køl - og begyndte at rense op. En del grene og mudder fik jeg vha. riven renset op af kilden selv, så den til sidst så sådan ud:


Plasticrøret stod der, og det lader jeg i første omgang stå. Senere vil jeg prøve finde ud af, om man kan lede det rene kildevand udenom det mere stillestående vand i kildens lille dam ved at sætte et nyt rør ned. Ellers går det også uden. Læg gerne mærke til - via farvningen på røret - at vandet i kildens hul er faldet en 10-15 cm efter oprensningen af afløbet - aka grøften - som ses på det pittoreske billede her:


Sådan blev det (endnu) en dejlig dag i Elfridas hus - og ikke mindst ved Elfridas kilde i Klæstrup. Jeg er allerede begyndt at glæde mig til, at det bliver tid til at sænke et par flasker hvidvin ned i den - til den tid - helt klare og 8 grader kølige kilde.

Alle burde have deres egen kilde. Så tror jeg verden ville se anderledes ud.


Edit søndag:
jeg har i dag ledt højt og lavt efter information på nettet om, hvordan man "vedligeholder" sin kilde og får mest ud af den. På dansk har jeg endnu ikke fundet noget, men jeg stødte på disse to gode engelsksprogede link, som jeg straks videregiver:


Milking Water from the Hills (pdf-fil)




mandag den 6. februar 2012

Elfridas hus på gamle kort

Mens man venter på, at ens gamle hus tør op efter at være bundfrossent pga. et oliefyr, der er gået i stå, kan man muntre sig med at finde sit hus på de gamle kort, som er tilgængelige på nettet.

Man kan evt. starte på denne side: http://kmswww3.kms.dk/kortpaanettet/

Klikker man på menupunktet "Danmark før og nu" kommer dette billede op:

Når adressen er tastet ind i nederste højre hjørne, og man har valgt mellem tre forskellige historiske kort lige over, kan man med den røde skyder under de to halve korte, skyde fordelingen mellem det nuværende og det gamle kort. Det er sjovt, men ikke sjovt nok, da kortets målestoksforhold er for lille til, at man kan komme ned til de spændende detaljer.

Vil man det, skal man i stedet, klikke på menupunktet "matrikelkort". Her får man, atter ved at taste husets adresse ind, adgang til et almindeligt kedeligt matrikelkort:



Men klikke man straks på linket "Find stedet i historiske kort" midtfor til højre, bliver det straks mere langhåret, men også sjovere:



Nu kan man klikke det kort frem, man vil se på, eller lukke op for flere kort. Klikker jeg f.eks. på "vis kort" v. Original 1 (det første danske matrikelkort fra ca. 1800-1810) og zoomer ind på den bid af kortet, hvor Elfridas hus ligger, ser det sådan ud:


Elfridas hus er ikke på kortet, for det var ikke bygget da, men et andet hus ligger på matriklen. Det er huset midtfor, lige ved "70", som står på hovedet. Huset ligger nærmest øst-vest, mens det nuværende hus ligger langs vejen, sådan nordøst-sydvest. Naboen Karen fortalte i øvrigt den anden dag (da jeg hentede oliedunken) både, at hendes mormor kunne huske, at det første hus havde ligget der (så er Elfridas hus nok ikke fra 1840erne alligevel), og at hendes nu afdøde mand på Elfridas grund havde pløjet nogle store sten op, hvor det første hus lå en gang. Men det er jo en anden historie.

Klikker man i det forrige vindue på "sognekort", kommer der andre gamle og interessante kort op.



Dette første sognekort viser, at vores matrikel, på kortet korrekt markeret med "8", ikke har gået til Binderup Å, men at Binderup Å har gået op til "vores" matrikel, den gang åen var stemmet op af Huul Mølle længere nedstrøms. Det forklarer, hvorfor stykket neden for vores grund ikke hører til matrikel nr. 8; det dette stykke land opstod, tilfaldt det selvfølgelig storbonden på Klæstruplund på nordsiden af åen af få det. Gad vide om folkene fra den side nogensinde har sat deres ben på det stykke sumpede land?







lørdag den 4. februar 2012

At ikke holde et ubeboet hus opvarmet med et oliefyr

Gårsdagens indlæg må have været en form for hybris. I dag kom nemesis; jeg ankom til et bundfrossent hus. Oliefyret kørte ikke, men det var ikke den fine stald-termostats skyld.

Der var is på ydervæggen i "porten", is på vinduerne i alle rum, og både det kolde og det varme vand var frosset i rørene.

Jeg prøvede straks at starte fyret, men uden held. Det prøvede, tændte, hostede og osede lidt og gik så ud.Der var ingen flow i olien, så tanken måtte være tom.

Det var den dog ikke. En pejling viste ca. 250 l. Men stoppet var forsyningen i al fald, og smedemesteren, som telefonisk blev spurgt til råds, sagde det, som det var. Det slam, der altid er i sådan en gammel tank, indeholder vand, og vandet er frosset. Du får ikke hul i gennem, før det bliver tøvejr. Skal fyres startes op, skal det være via en dunk med olie, som pumpen fødes fra. Sådan.

Jeg søgte mod naboen Karen for at låne en dunk. Da hun hørte om ulykken, sagde hun, at hun havde glemt at fortælle os, at Fridas tank lå skævt i jorden og altid løb tør, når pejlingen viste 250-300 l. Nuvel, nu kom det frem. Og det forklarede en hel del.

Jeg lånte Karens gamle 40 l. metaldunk og hentede fyrings/dieselolie på tanken.

Det blev Fridas tilsvarende men mindre 10 l dunk, der fik lov at føde fyret. Og så kørte det. Men rørene på loftet, der forsyner radiatorerne rundt i huset, er fortsat frosne og tør nok ikke op før, der bliver tøvejr. Sådan er det bare. Jeg fik da hul på vandhanen i "porten".

Her er de to fine metaldunke, der fik lov at redde min dag og min nemesis:


fredag den 3. februar 2012

At holde et ubeboet hus opvarmet med et oliefyr

Vi har tidligere haft erfaring med at holde et oliefyr kørende i et ubeboet fritidshus hen over vinteren. Det var ikke billigt, selv det "bare" skulle stå og holde huset frostfrit.

Den gang købte jeg en såkaldt staldtermostat, som jeg sluttede til hen over oliefyrets tænd/sluk-kontakt på væggen. Termostaten selv blev da placeret for enden af en lang ledning på loftet under stråtaget, sådan at den sørgede for at fyret først tændte, når der blev ca. 1. grad under taget, og dermed i huset.

Det virkede, når bare der var olie på tanken, og cirkulationspumpen var tændt. Men det er en anden historie (nå ja, huset findes endnu og er faktisk til salg, hvis det skulle interessere nogen: http://www.robinhus.dk/ejendom/default.asp?boligid=54810).

I Elfridas hus har jeg lavet samme løsning.

Termostaten, som er luset ind over tænd/sluk-kontakten på væggen ved siden af oliefyret, er denne gang en Danfoss RT4 (-5-30 grader), og den ser sådan ud:



Også i dette tilfælde ligger/sidder termostaten på loftet og tænder, når for fyret når temperaturen udenfor nærmer sig de nul grader. Der er jo ingen grund til at have oliefyret til at køre, når der f.eks. er 7 grader udenfor. Og det er ikke sikkert at man lige er i nærheden, når vejrudsigten meddeler, at der er frost på vej.

I morgen lørdag går turen til Elfridas hus. Udenfor er der nu ca. minus 11 grader. Jeg er spændt på om alt er, som det skal være i huset.

torsdag den 2. februar 2012

Efridas hus - nu købt

Det er meningen, at bloggen her skal op på omgangshøjde med, hvor langt vi er med at sætte huset i stand og løbende vise, hvad vi får lavet, og redegøre for vores forskellige overvejelser, vores research og vores inspirationskilder.

Og mens det her i vinter ikke går så stærkt i huset, vil jeg prøve at indhente lidt af den den tid, vi allerede har delt med Elfridas hus.

Endnu, i den fremadskridende fortælling har vi knapt købt huset. Jo, her er det:

Vi købte huset lynhurtigt og pressede ejendomsmægler - og dermed sælger - til at få handlen hurtigt på plads. Og det kom den.Så ikke lange inde i juli 2011 var huset vores - hvis jeg ikke husker meget galt, fik vi nøglen inden papirarbejdet var færdig. Vi kunne ikke vente.

Her er nogle billeder af husets rum som de så ud, da vi overtog huset:


 Det er Fridas soveværelse.


Her er stuens ene ende.


Her er den anden ende af stuen.
Her døren ud til køkkenet. Fra denne side er det ikke nemt at se
at plastic-lamineringen skjuler en dør var vel 1840.

Fridas familie havde hentet de mest personlige ting og det, de ville have. Naboerne havde fået lov at tage, hvad de gerne ville have. Resten af Fridas indbo stod tilbage i huset, da vi overtog huset. Der blev et lille læs til genbrug, og mange trailerlæs til genbrugspladsen; nogle få møbler - Fridas værktøjsskab og en hylde eller to bliver i huset.





tirsdag den 24. januar 2012

Ældre hus "på landet"med en god beliggenhed tæt på Binderup Å og Huulmølle (part II)

Den søndag vi tog op så på huset i Binderup ådal, blev vi straks fascineret af stedet, der ved åen, og bakkerne på den anden side, i retning af Nibe. Og af hele Huulmølle-området længere oppe af vejen.

Huset selv, Elfridas hus, havde - så vidt vi kunne se udefra - også noget, i alt fald den nødvendige højde til loftet og autencitet. Vi ringede straks til ejendomsmægleren og spurgte, om ikke der lå en nøgle et sted, så vi kunne låse os ind. Det kunne vi ikke. I stedet gik vi en tur ned til åen og så at der også var skønt der.

Det blev torsdag, før vi kunne få en aftale i stand om en fremvisning. Vi tog min gamle fru moder med på vejen og nåede kun at stå nogle øjeblikke uden for huset inden mægleren kom. Vi blev låst ind og så os omkring. Mægleren prøvede at holde masken, mens han viste frem og på vanlig mæglervis, at vise, at der var muligheder i det gammelt l***. Men vi kunne selv. Vi så, og vi spekulerede.

Så kom der et ungt par, som også skulle se på huset. Han havde arbejdsbukser på og lignede en håndværker. Parret var inde i huset i 13 sekunder. - De vil rive det ned, sagde Gitte.

Da vi lidt efter kørte derfra og kun var os selv - og min fru moder - turde vi ikke andet, end at ringe til mægleren og sige at vi gerne ville købe det.

Vi overtog det hurtigt efter (og efter et besøg i banken mm) vel omkring den 1. juli 2011.

fredag den 20. januar 2012

Gitte hakker i det

Mens vi venter på fortsættelsen af købshistorien, er der her mulighed for at nyde denne lille film af Gitte, der hakker i det, dvs hakker gammelt puds af væggene i stuen:

 

Læg gerne mærke til, hvor glad Gitte er for sin helt nye murerhammer.

torsdag den 19. januar 2012

Ældre hus "på landet"med en god beliggenhed tæt på Binderup Å og Huulmølle (part I)

Overskriften ovenfor er ejendomsmæglerens overskrift til salgsannoncen, da Fridas hus blev sat til salg i juni 2011.


Den øvrige annoncetekst var denne:
"Kort afstand til Vokslev friskole og ca. 3 km. til Nibe. Huset er i dårlig stand, og modernisering eller nedrivning må forventes. Indrettet med entre, lille køkken, bryggers/grovkøkken med spisekammer, 2 disp. rum. Lille badeværelse, fyrrum og 2 værelser. Ejendommen forsynes med vand fra egen boring, og vandværket er indimellem defekt. Kloak er nedsivning med tømningsordning, og opvarmning med centralvarme. Sælger er et dødsbo, og ejendommen sælges med sædvanlig ansvarsforskrivelse."

Gitte spottede huset i begyndelsen af juni på en af netboligsiderne og viste det til mig, og jeg kan huske, at især dette billede gjorde indtryk:

 
Men også dette:


Som jeg husker det, mindede jeg efter nogle dage Gitte om huset og en søndag over frokost kørte vi op og så på det.