I indlægget fra i lørdags (http://www.elfridas-hus.blogspot.com/2012/02/at-ikke-holde-et-ubeboet-hus-opvarmet.html) omtalte jeg Elfridas hus som "bundfrosset".
Det var det ikke. Ikke da, i alt fald.
Men det var det så, da jeg kiggede forbi i onsdags. Fyret var stoppet igen, løbet tør, da de 7-10 liter jeg havde standeret ikke slog til. Flere (billige) kuglehaner, som jeg havde sat for enden af rør, hvor der tidligere havde siddet radiatorer, var trykket i stykker af isen i rørene. En gammel radiator var vist også sprunget læk; der var frosset vand under den. Den måtte jeg skrue af og bærer udenfor. Og i en stump pexrør, som forbandt en midlertidig opstillet radiator, var der trykket et lillefinger-stort hul, hvor en malerisk, sort (vi taler varmeanlægsvand, det er altid natte-sort) iskegle knejsede fra. ØV.
Men det var værre endnu.
Brugsvandet, som jeg ellers havde fået hul på sidst, var dybfrosset således, at der i vanduret var presset is op gennem "urskiven". Jeg reagerede helt naturligt (tror jeg) og forsøgte at skubbe isen til side med min ganske ubehandskede højre hånd med det resultat, at jeg rev to blødende huller på min tommelfinger på det glas, som isen selvfølgelig havde skubbet op. Øv, igen.
Jeg løb lidt rundt med min blødende tommelfinger pakket ind i toiletpapir - rindende vand var der jo ikke noget af - inden jeg søgte hjælp hos den flinke nabo, Gerrit (han er oprindeligt hollænder), som resolut slog et seriøst stykke plaster to gangen rundt om min finger. Så holdt det op med at bløde.
Inden jeg tog hjem, startede jeg oliefyret igen - stadig dog kun med en 10 l dunk - så det ikke skulle fryse, og forsynede mulige smeltevandsulykker med spande.
I dag, lørdag, tog jeg så tilbage til Elfridas hus forberedt på det værste. Det var nu ikke galt. Fyret var løbet tør, men ingen nye ulykker indtruffet. Med fyret i gang igen og fuld blus på Bekkassin-brændeovnen, ryddede jeg lidt op og tænkte over, hvad jeg nu kunne bedrive tiden med, mens huset langsomt varmede op.
Da slog den gamle talemåde mig: "omgivet af frosne vande søger den gode sømand mod mere åbne vande". Bevæbnet med en robust rive begav jeg mig ned mod grøften, som afgrænser vores grund i retning af Binderup Å. For enden af grøften er nemlig en naturlig kilde (Elfridas kilde?), som gemt der i et gammelt pilekrat var godt mudret til. Kilden løber via grøften i skellet ud i Binderup Å, men det har tidligere slået mig, at den (både kilden og grøften) kunne have godt af at blive renset op. Og hvilken dag kunne være bedre til det end denne, hvor det ellers altid fugtige terræn er halv-frossent?
Well, jeg tog fat med riven - startende ved kilden, hvorom vi i øvrigt fra Fridas nevø, en nu ældre mand, vel i 70erne, der som barn var feriebarn hos Frida, har hørt at der lå mælkeflaskerne mm. altid på køl - og begyndte at rense op. En del grene og mudder fik jeg vha. riven renset op af kilden selv, så den til sidst så sådan ud:
Plasticrøret stod der, og det lader jeg i første omgang stå. Senere vil jeg prøve finde ud af, om man kan lede det rene kildevand udenom det mere stillestående vand i kildens lille dam ved at sætte et nyt rør ned. Ellers går det også uden. Læg gerne mærke til - via farvningen på røret - at vandet i kildens hul er faldet en 10-15 cm efter oprensningen af afløbet - aka grøften - som ses på det pittoreske billede her:
Sådan blev det (endnu) en dejlig dag i Elfridas hus - og ikke mindst ved Elfridas kilde i Klæstrup. Jeg er allerede begyndt at glæde mig til, at det bliver tid til at sænke et par flasker hvidvin ned i den - til den tid - helt klare og 8 grader kølige kilde.
Alle burde have deres egen kilde. Så tror jeg verden ville se anderledes ud.
Edit søndag:
jeg har i dag ledt højt og lavt efter information på nettet om, hvordan man "vedligeholder" sin kilde og får mest ud af den. På dansk har jeg endnu ikke fundet noget, men jeg stødte på disse to gode engelsksprogede link, som jeg straks videregiver:
Milking Water from the Hills (pdf-fil)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar