mandag den 16. april 2012

Man river da ikke gamle huse ned, gør man?

I alle de år – det er 8 - vi har kørt til vores hus på Norddjursland (det kan købes her: http://www.robinhus.dk/ejendom/default.asp?boligid=54810), har vi i landsbyen Tørslev passeret en fantastisk gammel gård. Eller rettere sagt: et fantastisk gammelt stuehus til en halvstor gård.

Det er en af den slags bygninger, vi begge holdt af at beundre og drømme om. Et prægtigt hvidkalket hus, som umiddelbart stod, som det havde stået i 50 år eller flere. Måske i 100 år. Den lange facade ud mod Voer Færgevej er fyldt med smukke, gamle rødbrunmalede kitfalsede, enkeltlags vinduer. En havedør eller to i samme stil og kvalitet afbryder rækken af vinduer. Alt ved det stuehus er bare helt rigtigt.

Huset har så længe, vi kan huske stået ubeboet hen. Omgivelserne, gårdsplads og have og især arealerne rundt om avlsbygningerne (det hedder det) har alle år været pænt holdt. Kun stuehuset har fået lov at stå og sætte sig lidt mere end godt er. De seneste år er tagryggen et sted begyndt at sætte sig, og selvom der ikke ligefrem er hul på cementstenstaget, er det begyndt at se ret dårligt ud.

Halvforelskede, som vi var i huset, har vi af og til talt om, at nu må der vel snart komme nogen forbi og se, hvor skønt et hus det er, købe det og sætte det istand. Eller om, at det vel en dag bare bliver købt af nogen, der vil bygge det om til noget, det aldrig have været; nyt tag af sortglacerede teglsten (føj), tyksprossede termovinduer (måske i plastic!) og cementgrå pudsede vedligeholdelsesfri (læs: kan ikke vedligeholdes og er grimme i al fremtid) mure. Nogle store ovenlysvinduer eller prangende kviste ville der også kunne blive plads til. Og en dobbelt garage i en af længerne. Uha.

Ingen af delene bliver dog virkelighed. Nu i forrige weekend, da vi atter kørte gennem Tørslev, var den fine gamle ejendoms have ved at blive rykket op. En stor gummiged (det hedder det altså) havde været på spil, og træer og buske var væk. Taget var også revet af et af udhusene. Og en dør stod ildevarslende åben til selve stuehuset.

- Nu er det snart slut, sagde jeg til Gitte, - De river det sgu ned. - Så tuder jeg, sagde Gitte.

I går var jeg på Djursland for at vise vores hus der frem. På vej derud holdt jeg ved det smukke gamle stuehus og tog de billeder, som vi har talt om at tage i årevis. Jeg syntes ikke, at jeg kun tillade mig at gå ind, selv om døren stod på vid gab. Men et par skud ind gennem den åbne dør fik jeg da.

Det var i sidste øjeblik; naboen, som så mig gå rundt om huset med mit kamera, bekræftede vores bange anelser. Det river det sgu ned.

Her er billederne. I sidste øjeblik:










3 kommentarer:

  1. trist, ja, men omvendt, Peter, så véd du jo alt om, hvad gamle huse koster at vedligeholde, og du ved også godt, at ingen ved deres fulde fem, vil poste flere millioner i et saneringsmodent stuehus fra 1920´erne, når man kan bygge nyt for det halve... og kreditforeningerne låner ikke penge ud til småtosser, der håber de kan redde huse, som ingen gider bo i, fordi der er for langt til byen.... trist, men sandt! Skønne billeder, iøvrigt. Jeg elsker det af grukedlen!

    SvarSlet
  2. det var da noget nederdrægtigt vås at skrive "mjø"- ingen ved sine fulde fem vil rive et smukt gammelt hus ned - tænk en pragtfuld bolig der kunne komme ud af det - med en holdbarhed på flere hundrede år endnu - fremfor de papkassehuse der bliver nyopført i dag

    SvarSlet
  3. De moderne plastikposer,- med udtrykløse klimaskærme giver meget at arbejde på & med i fremtiden. De vil være grimme for blikket at skulle give lidt støtte til tidens slid.

    Den udtryksløse homogenitet,- silvaniseringen,- er skæmmende. Det er således den klassiske ideologi der fremmes. - blot holdningen,- eller rettere mangel på samme,- er herskende. Et stort nationalt parcelhus kvarter,- må fordrives. Bort med stereotypien,- der fanger sjælen. En fladskærm er en fladskærm ,- uanfægtet om man befinder sig i rammer med eller uden sjæl. Tankevækkende er det dog at der vil opstå et større behov for flugt i plastikkassen. Blikket & opmærksomheden vil drages væk mod indtryk,- mod stimulering. De nærværende rammer giver vage udslag.

    Blot tanken om at kunne gøre et eller andet selv. Flække en gl dør & lave en sjov reol eller lign.

    Leg for pokker med livet. Leg med rammerne. - pudsige skævheder giver ofte smil . Den hjemmestrikkede løsning er ofte en langt større kvalitet,- end selv den smukkeste designvare der for mammon kan tilvejebringes.

    Stakkels den flotte gårds sjæl & udtryk. Huses sjæl lever ikke videre.... Som fritænker ved at der er en mulighed for at implementerer mange af disse fine matrialer mange andre steder. Mon man skulle køre en tur forbi med tomt bagerum....

    SvarSlet