Vi ankom til det lille kloster i Lombardiet ud på eftermiddagen en våd junidag. Ikke usædvanligt for årstiden havde det lige regnet, og hele landskabet rundt om den forholdsvis lille middelalderbygning emmede af regn og damp. En yngre nonne lukkede op, da vi ringede på den gamle klokke til højre for hoveddøren. Vi sagde på vores bedste italiensk (det var nu ikke noget særligt), hvem vi var, og hun bød os ind. Med sine blege ungpigehænder gjorde hun tegn til, at vi skulle hænge vores våde overtøj på knagerækken i den lange gang indenfor, og hun viste os straks til vores værelse i den anden ende af huset.
Gardinerne var trukket for værelsets ene nordvendte vindue, og det lille værelse henlå i dagslyset, der kom gennem det hvide gardin, i et sært, glødende mørke. Først da vores øjne efter nogle øjeblik havde vænnet sig til mørket, så vi, at værelset var ganske enkelt udstyret: en lille mørkbejdset dobbeltseng, et par simple skamler som natborde og et gammelt skab til tøjet var sådan set hele møblementet i det rustikke rum.
En ting var dog ganske usædvanlig; det lille sovekammers luft. Selvom vinduet var lukket, var rummet fyldt med en klar og velgørende luft, der syntes at hente sin friskhed dels fra de nykalkede vægge, dels det nyvaskede linned. Her skulle nok blive godt at være.
...
Nå, spøg til side. Vi har nu fået klargjort det gamle pigekammer i Elfridas Hus og har i nat overnattet der for første gang. Det føltes ret rigtigt.
