Hvor er vores huse?

Arkitekt og bygningsbevaringsekspert Søren Vadstrup udgav i sidste år bogen Landhuset (Lindhardt Og Ringhof 2021).

Forlaget var så venlig at forsyne mig med et eksemplar af bogen, og jeg har skrevet en slags anmeldelse af den.

Teksten blev publiceret på internet medie POV.INTERNATIONAL og kan læse der: https://pov.international/landhuset-soren-vadstrup-hvor-er-vores-huse/

Gulv af "kalkbeton"

Vi vidste godt, at der var betongulv over hele linjen i Elfridas hus, da vi købte det i juni 2011

I køkkenet/bryggerset og "porten" var det gulvet, mens det i stuen, forgangen, kammeret og soveværelset gemte sig under væg-til-væg-tæpperne. Da først tæpperne var væk, så vi at det var umiddelbart uisolerede betongulve fra før 1960, og det var klart at de skulle væk og erstattes af ... noget andet.

I julegave til julen 2011 gav fruen og jeg hverandre en engelsk bog om bygningsbevarende istandsættelse (heldigvis ikke den samme) og i begge bøger blev det forklaret, at det var en dum løsning at lægge tætte, ikke-diffusionsåbne betongulve i gamle huse. De tætte gulve ville gør at fugten ville søge op i de ikke så tætte vægge og især op i indervæggene - i Elfridas hus var flere af disse lavet af soltørrede lersten - og der give fugtproblemer. Når vi så på, hvordan det gamle tapet, de fjernede celotex-plader og selv dørkarme og -bundstykker rundt om i huset var rådnet op, var vi ikke i tvivl om at det var en rigtig problematik. Løsningen var limecrete gulve.

Det blev især foldet ud i "Old House Handbook":

Her var der en minutiøs gennemgang af, hvordan et sådan "limecrete" gulv/klaplag inkl. isolering skulle laves:

Vi besluttede, at det var den løsning, vi ville have, når gulvene i køkkenet/bryggers, stue, forgang (nu walk-in-closet), soveværelse, "port" og kammer skulle op. Og sådan blev det.

Murermester Mossøe, som allerede havde hjulpet os med andre opgaver i huset, blev introduceret til vores planer, og han var med på det, selvom han ikke havde prøvet det før. Fra Nordisk NHL hentede han information om, hvordan kalkbeton-gulve skulle laves, og snart var vi igang med at grave ud i køkkenet, isolere med Leca-kugler og støbe kalkbeton-klaplag. Siden fik stuen samme tur, og så forgangen, soveværelset og "porten", hvor vi tillige, som i "Old House"-bogen, lagde slanger til gulvvarme.

Det seneste rum, vi tog hul på - i påsken 2018 - var kammeret, som havde fungeret som soveværelse fra 2012 til 2017, og som gennem alle år havde så mange fugtproblemer, at madrassen efter at vi flyttede ind i det renoverede soveværelse pga. en uafrystelig skimmellugt blev smidt ud og erstattet af en anden.

Sådan  gjorde vi.

Efter at det gamle betongulv i det fugtige kammer var blevet banket op, skulle der graves ud og køres jord ud:

Da vi havde gravet så langt ned, vi syntes var forsvarligt ift. rummets vægge og deres simple, næsten fraværende fundament, var det tid at lægge coatede Leca kugler (4-10 mm) ud:

Det 30-40 cm tykke lag af Leca blev jævnet godt ud, rio-net blev lagt ud over for at styre kuglerne, når vi gik rundt i/på dem, og så kunne stampningen begynde (en pladevibrator ville have gjort jobbet nemmere):

Men efter en 3-4-5 gennemstampningsomgange var det tid at rulle den åndbare fiberdug ud, og så var vi klar til at lægge kalkbeton-blandingen ud:

Vi benyttede en kalk-beton-blanding der ikke var meget forskellig fra den som foreskrives i "Old House Handbook":

Murermester Mossøes tvangsblander kom på arbejde:

Og som de kvikke kan se, brugte vi ikke NHL 3,5 kalk, men NHL 5, som anbefalet af Nordisk NHL I kalkbetonblandingen var også sand (0-4) og ucoatede Leca (2-4).

I øvrigt synes NHL-kalken nu (2018) at være blevet lagervarer hos Stark (se her så længe linket dur).

Jeg stod ved blanderen, og murermester Mossøe lagde et lag på 7-10 cm kalkbeton ud, nivellerede det ud og glattede af. Og så var vi færdige:

Klaplaget i kammeret var lavet mhp. udlægning af strøer og trægulv, men først skulle der lige laves lidt finish rundt langs væggene.

Jeg lavede også en isolerende - og lige - kalkbeton-kant med mursten på toppen ved ydervæggen, da klaplagsniveaet nærmest er under jordniveauet på ydersiden og syldstenene her ikke nåede langt nok ned.

Den er her:

Siden, da kalkbetonklaplaget var tørret op og væggene havde fået nogle ekstra stryg kalk, kunne trægulvet (af brugte gulvbrædder) lægges:

Nu, juli 2018, er kammeret næsten færdig, i alt fald klar til overnattende sommergæster:

Til almindelige oplysning kan jeg fortælle, at vi i køkkenet, oven på kalkbetonklaplaget, lagde 20 x 20 cm letbrændte kirketegl:

I soveværelset (og walk-in-closet'et) er der trægulv på strøer som i kammeret:

I "Porten", hvor der blev lagt gulvvarmeslanger i det første (af to, hvoraf det sidste var uden Leca, altså bare var en kalkmørtel) kalkbetonklaplag, blev gulvet dækket af genbrugs-Flensborg-teglsten fra beyndelsen af 1800-tallet.

Det endelige gulv i stuen er vi ikke nået til endnu. Der er gjort plads til trægulv på strøer, men de rigtige gulvbrædder er ikke kommet forbi endnu.

PS: nogen kunne måske finde på at spørge til radon-problematikken, når nu gulve ikke er "tæt". I tilfældet Elfridas hus er det ikke noget problem, da radon-niveauet er ganske lavt i området, hvor Elfridas hus ligger. Måske kunne man også argumenter at radon, der er en gasart ikke er noget problem, når hele huset er åndbar.

Vi skal da ha' et ... brændekomfur - 3. del (Endelig!)

For længe siden - og noget efter jeg fik brændekomfuret i Elfridas hus på plads - tog jeg hul på at holde et gammelt løfte: at beskrive, hvordan jeg havde opmuret brændekomfuret.

De to først indlæg i denne umuligt sløve serie findes her:

http://elfridas-hus.blogspot.dk/2015/08/vi-skal-da-ha-et-brndekomfur-1-del.html

http://elfridas-hus.blogspot.dk/2016/10/vi-skal-da-ha-et-brndekomfur-2-del.html

Jeg går videre fra, hvor jeg slap.

Brændekomfurets metaldele er føjet sammen og sat på plads på den murerede sokkel og i den murede ramme, jeg havde lavet til dem. Fyringskammerets rysterist (jeg komme altid til at sige "rysteribs", når jeg skal sige det) og askeskuffen var ikke med (hvorfor er forklaret i 2. del).

Nu var det tid at få de ildfaste sten gjort fast. På billedet ovenfor er er nogen af  de ildfaste sten i fyringskammeret (til venstre) skåret til og løst lagt på plads. Læg også mærke til den skråtskårne ildfast sten helt ude til højre; den har jeg sat på for at forpladen har lidt at lægge an til.

Der skal være passage (ned) på bageovnens højre side, så varmen kan trække fra fyringskammeret, hen over bagovnen og ned langs bageovnens højre side. Passagen skal ikke være for stor, for så når varmen ikke bageovnen ordentligt, eller for lille, så røgen (og varmen) ikke kan passere ordentligt.  Jeg målte på opmuringsinstruksen, der er målfast, og fandt på den måde dimensioneringen på passagen.

Under bageovnen skal røgkanalen også have den rigtige dimensionering og derfor beklædte jeg kammeret der med ildfaste sten, som det ses her:

Jeg havde (endnu) en skråtskåret stump, så adgangen via renselemmen i forpladen kunne laves lidt fiksere; ved nærmere eftertanke kunne passagen under bagovnen have været lidt højere, men sådan gik det ikke (og det synes ikke at gøre nogen forskel).

I fyringskammerets venstre side blev de ildfaste sten klæbet direkte på brændekomfurets venstre støbejernsside med den hjemmelavede lermørtel.

Jeg satte også en lille skråtskåret stump ildfast sten lige inden for den nederste fyringslåge (opr. askeskuffelåge) til venstre. Et par tykke ildfast sten skulle der også til bagerst i fyringskammeret ser man på billedet.

På samme måde blev tilpassede tynde ildfaste sten muret ind på højkant i fyringskammerets højre side, sådan at de hvilede på bunden og klæbede til bageovnen venstre side; det har jeg desværre ikke noget billede af.

Og pludselige var jeg nærmest færdig.

På det uskarpe billede ses bl.a.:

• at jeg har tilpasset de øverste sten bagest i fyringskammeret, så de følger ringenes yderste kant.
• at hulrummet hvor vandtanken engang sad (skrev jeg mon at jeg havde skåret vandtanken over med en vinkelsliber, sådan at dens kant og låg kunne sættes pænt på plads i komfurets topplade?) er fyldt med sten, der kan lagre varme; en vis portion masseovnsfunktion er bygge ind i komfuret, bl.a. vha. det brede murstykke bag.
• at jeg over bageovnen har lavet en direkte passage til aftrækket, som lukkes med det tilhørende spjæld i toppladen, når man ikke ønsker, at varmen skal hele vejen rundt om bageovnen - i gamle dage, da man kun havde brændekomfur (og ikke et andet, moderne komfur, som vi har) lod man røgen gå ud den korte vej, når man ikke skulle bruge bageovnen og ikke ønskede den varme, som brændekomfuret afgiver, når det er i brug - det var typisk om sommeren.
  Jeg har bibeholdt den funktion selv om vil altid bruger brændekomfuret som varmekilde. Men hvem ved, en dag, når alting bryder sammen, og vi hverken har el eller gas (til komfuret), så vil vi måske værdsætte at kunne bruge brændekomfuret på en sommerdag uden at køkkenet bliver stegende hedt.
• at toppen af bagovnen er beklædt med lermørtel, vel en 1-2 cm. for at beskytte støbejerne mod den kraftige varme fra flammerne, som trækker hen over den.

Det sidste jeg gjorde, var at lægge brændekomfurets topplade ned i våd lermørtel, som jeg havde gjort plads til. Ovnbyggeren, jeg havde med på råd, forslog at under toppladen man kunne gøre plads til ildfast tætningsmateriale, som ville være mere fleksibel, når murværk og støbejernstop- og sideplade arbejde forskellige ifm. varmepåvirkningen - den 'moderne' løsning valgte jeg ikke.

Så en dag i slutningen af april stod komfuret færdigt, og nu var der ikke andet at gøre end at vente på at mørtlen tørrede.

Efter en uges tørretid satte jeg nogle tændte fyrfadelys ind i fyringskammeret for at fremskynde tørringsprocessen. Sådan gør svenskerne, når de bygger kakkelovne, har jeg læst et sted.

Og det var et stolt øjeblik, da skorstensfejeren ugen efter kom forbi og godkendte brændekomfuret:

Efter nogle ugers yderlige tørretid vovede jeg at tænde en lille ild i fyringskammeret.

Oj, hvor det brændte, oj, hvor skorstenen trak godt.

Første brændekomfurmåltid var beskedent:

Men siden fulgte andre, mere ambitiøse:

Da vi ikke har gryder og pander specielt lavet til brændekomfurets ringe (og ikke vil have det), er det især brændekomfurets ovn, vi har brugt til madlavning.

Konklusionen er at langtidsstegte retter bliver aldrig bedre end i brændekomfurets ovn; måske skyldes det bageovnen varmer på hele 5 sider, hvor en alm. bageovn kun varmer på to sider.

Siden har vi lavet brændekomfurets omgivelser færdige og fået lagt gulv af kirketegl i køkkenet.

Her er et billede af komfuret med metrofliser bag og brænderum på den ene side.

Det sidste indretningstouch fik komfurhjørnet da en hængerist til f.eks. kobbertøj kom op og hænge over det. Gulvet med kirketegl ses også her:

Vi er glade for vores brændekomfur, som nu har været i funktion i næsten 3 år.

Vi skal da ha' et ... brændekomfur - 2. del (langt om længe)

Jeg skylder mig selv og evt. læsere at komme videre med beskrivelsen af, hvordan jeg byggede et brændekomfur (se første del her: http://elfridas-hus.blogspot.dk/2015/08/vi-skal-da-ha-et-brndekomfur-1-del.html).

Næste skridt var at få styr på, hvor stor soklen skulle være. Ved at måle ovndelene og lægge en stens bredde til på højre side og en sten bagved plus de nødvendige fuger, som skulle til, var målet klart og kunne markeres på gulvet med nogle lister.

 Så var det bare gå i gang med at opmure soklen i (gratis) mursten og kalkmørtel:

For at få både den øverste del af soklen, "bagmuren" og murstumpen på højre side rigtig måtte for- og sideplade atter prøveopstilles. Denne gang med en gevinstang på tværs, så hjørnevinklen blev helt korrekt:

 

Så kunne jeg mure videre herfra ned gennem de opstillede sider, så alt kom til at passe optimalt sammen.

Sokkel, bagmur og sidemur tog form, og med toppladen midlertidig på plads begyndte det at ligne noget.

Så vidt jeg husker, var alle mursten hertil opmuret i kalkmørtel (NHL):

Så var det atter tid at pille jernsider og top af og give det hele en stryg mørtel, så finishen blev jævn og god. Læg mærke til aftrækshullet bagest i højre hjørne:

Næste skridt er opbygningen af ovnens indre med ildfaste sten og lermørtel. Det betød, at ovnens front- og sidestykke måtte af og på nogle gange for skiftevis at finde ud af, hvor det skulle opbygges, og at mure det.

Denne gamle skitse fra Hess-katalogerne på Vejle Stadsarkiv var en stor hjælp til at finde ud af, hvordan opbygningen skulle være:

Jeg havde besluttet at sløjfe vandbeholderen, som ellers sidder bagerst til venstre i toppladen, og i øvrigt også at sløjfe risten mellem fyringskammer og askerum og helt at undvære askeskuffen, så fyringskammeret blev både dybere og højere og fik to indfyringslåger. Jeg regnede med, at det vil gøre brændekomfuret mere brugbart som brændeovn.

I hjørnet under aftrækshullet murede jeg en hylde som bageovnen hviler på og som sørger for at varmen fra fyringskammeret trækker hen over, ned på højre side af og ind under bageovnen, inden den trækker op og ud af aftrækshullet.  Det så sådan ud:

Og i den anden side skulle det lidt murfyld bag fyringskammeret til. Det blev nogle mursten på højkant.

 

Og så var det tid at få brændekomfurets sider, inkl. bageovnen, som var skruet på frontpladen, på plads for alle sidste gang. Jeg fikserede ovnpladerne til murværker i hver side med 2 stk. rustfri ståltråd (en stump cykel-eger?), som var fæstnet til en skrue i ovnpladens dertil indrettede hul og viklet om et stålsøm i muren.

Fortsættes i tredje del her: https://elfridas-hus.blogspot.dk/2018/04/vi-skal-da-ha-et-brndekomfur-3-del.html

 

 

Vi skal da ha' et ... brændekomfur - 1. del.

Vi havde ikke haft Elfridas Hus ret længe, før jeg (men ikke Gitte) begyndte at drømme om, at der skulle stå et brændekomfur i køkkenet. Og vi (dvs. jeg) havde ikke drømt længe om et brændekomfur, før jeg spottede denne annonce på www.guloggratis.dk:

Det var sørme ikke langt væk fra Elfridas Hus, at det var til salg, så pludseligt havde vi (mest jeg) købt et Hess indmuringskomfur. Det var i september 2011 altså bare 3 måneder efter, at vi havde købt huset.

Komfuret blev i første omgang sat til side (i værkstedet), mens vi (jeg) fik regnet ud, hvordan sådan et indmuringskomfur skulle stykkes sammen indvendigt, og - ikke mindst - kom så langt i køkkenet, med bl.a. nyt klaplag til gulv, at komfuret kunne sættes op.

Gennem årene, hvor delene til indmuringskomfuret stod i værkstedet prøvede jeg at sætte mig ind, hvordan komfuret var opbygget indvendigt. Det var ikke nemt. En ovnbygger, der havde erfaring med at bygge brændekomfurer ville ha' 2.000 kr. for en 20 siders manual. Jeg fnyste - jeg skal nok finde ud af det selv. Jagten på informationer gik ind via googlesøgningen og biblioteker. Ikke meget dukkede op.

I december 2014, hvor klaplaget på køkkengulvet for længst var færdig dukkede brændekomfur drømmen atter op. Komfurdelene blev hentet frem fra værkstedet. Her er det top- og forplade:

I julegave fik jeg af Gitte et konsulent besøg af en ovnbygger, som havde erfaring med at bygge et indmuringskomfur. Inden han nåede forbi Elfridas Hus, havde jeg været en tur på stadsarkivet i Vejle, hvor mine dybe google-søgningerne havde sat mig på sporet af nogle Hess-kataloger mm.

Jeg kom bl.a. hjem med et billede af denne katalog-side:

Nu var der hul igennem. Også i hovedet; dagen inden ovnbyggeren Jan Gundersen (www.ovnbyg.dk) kiggede forbi, slog jeg som tidligere nævnt hul i hovedet (se evt.http://elfridas-hus.blogspot.dk/2015/01/hul-i-hovedet-en-blodig-gr-det-selv.html). Jeg var måske lidt groggy den søndag, men hans besøg gav mig ordentligt blod på tanden mht. at komme videre med det brændekomfur.

Den 29. marts 2015 lavede jeg denne prøveopstilling:

Det endte med at komfuret kom ud i forårsolen og fik den helt store tur med en roterende stålbørste på vinkelsliberen.

Læg mærke til lermørtelklatten på indersiden af sidestykket:

Efter råd fra ovnbyggeren lavede jeg min egen lermørtel af 1 del ler og 3 del sand. Leren fik jeg minsandten fra den bunke opløste ubrændte lersten, som jeg tidligere har skrevet om (http://elfridas-hus.blogspot.dk/2014/01/tilbage-til-naturen.html). Leren, der har ligget udenfor godt et års tid, skulle bare befries for diverse organisk materiale, så var det klar til at mure et brændekomfur med. Klatten på billedet ovenfor var en prøve, der skulle vise om lermørtlen kunne binde. Det skulle jeg hilse og sige at det kunne den.

Efter at have fundet (i den blå avis) og hentet et læs gratis gule brændte mursten et sted nordenfjords og have været forbi ovnbyggeren Jan efter ildfaste sten, var jeg klar til at opmure et brændekomfur.

Fortsættes her: http://elfridas-hus.blogspot.dk/2016/10/vi-skal-da-ha-et-brndekomfur-2-del.html