Man river da ikke gamle huse ned, gør man?

I alle de år – det er 8 - vi har kørt til vores hus på Norddjursland (det kan købes her: http://www.robinhus.dk/ejendom/default.asp?boligid=54810), har vi i landsbyen Tørslev passeret en fantastisk gammel gård. Eller rettere sagt: et fantastisk gammelt stuehus til en halvstor gård.

Det er en af den slags bygninger, vi begge holdt af at beundre og drømme om. Et prægtigt hvidkalket hus, som umiddelbart stod, som det havde stået i 50 år eller flere. Måske i 100 år. Den lange facade ud mod Voer Færgevej er fyldt med smukke, gamle rødbrunmalede kitfalsede, enkeltlags vinduer. En havedør eller to i samme stil og kvalitet afbryder rækken af vinduer. Alt ved det stuehus er bare helt rigtigt.

Huset har så længe, vi kan huske stået ubeboet hen. Omgivelserne, gårdsplads og have og især arealerne rundt om avlsbygningerne (det hedder det) har alle år været pænt holdt. Kun stuehuset har fået lov at stå og sætte sig lidt mere end godt er. De seneste år er tagryggen et sted begyndt at sætte sig, og selvom der ikke ligefrem er hul på cementstenstaget, er det begyndt at se ret dårligt ud.

Halvforelskede, som vi var i huset, har vi af og til talt om, at nu må der vel snart komme nogen forbi og se, hvor skønt et hus det er, købe det og sætte det istand. Eller om, at det vel en dag bare bliver købt af nogen, der vil bygge det om til noget, det aldrig have været; nyt tag af sortglacerede teglsten (føj), tyksprossede termovinduer (måske i plastic!) og cementgrå pudsede vedligeholdelsesfri (læs: kan ikke vedligeholdes og er grimme i al fremtid) mure. Nogle store ovenlysvinduer eller prangende kviste ville der også kunne blive plads til. Og en dobbelt garage i en af længerne. Uha.

Ingen af delene bliver dog virkelighed. Nu i forrige weekend, da vi atter kørte gennem Tørslev, var den fine gamle ejendoms have ved at blive rykket op. En stor gummiged (det hedder det altså) havde været på spil, og træer og buske var væk. Taget var også revet af et af udhusene. Og en dør stod ildevarslende åben til selve stuehuset.

- Nu er det snart slut, sagde jeg til Gitte, - De river det sgu ned. - Så tuder jeg, sagde Gitte.

I går var jeg på Djursland for at vise vores hus der frem. På vej derud holdt jeg ved det smukke gamle stuehus og tog de billeder, som vi har talt om at tage i årevis. Jeg syntes ikke, at jeg kun tillade mig at gå ind, selv om døren stod på vid gab. Men et par skud ind gennem den åbne dør fik jeg da.

Det var i sidste øjeblik; naboen, som så mig gå rundt om huset med mit kamera, bekræftede vores bange anelser. Det river det sgu ned.

Her er billederne. I sidste øjeblik:

Liv i gamle huse

Overskriften er vist lånt af en halvgammel kampagne, der skulle sætte fokus på, hvad gamle huse kunne brugs til. Her bruger jeg den til noget andet.

Sidste år gjorde jeg den gamle skorsten i Elfridas hus klar til brug.

Skorstensfejeren havde sagt god for skorstenens grundtilstand og påbudt mig at montere renselemme foroven og forneden. Det gjorde jeg, og lige så et tilslutningshul til Bekkasinovnen. Klargøringen indbar også, at jeg skulle tage en oldgammel allike-rede ud af skorstenen. Der var nærmest en hel sæk af grene og mos og fjer og gammelt støv.

Bekkasinen virkede herefter (og efter skorstensfejerens kontrol) fint og har siden bidraget til, at vi har kunne holde varmen, når vi har været i Elfridas hus.

Nu i forrige weekend, da vi var i Elfridas hus, kom genboen Allan over og fortalte at et allikepar havde haft travlt hele ugen på toppen af vores skorsten.

Der var allerede da tændt op i bekkasinen, som trak lige så godt som den plejede. Jeg tjekkede for en ordens skyld den nederste renselem. Den yderste lem var overraskende lun, den indenfor (jeg havde handsker på) ret varm; og i bunden lå et lille glødebål - det var resterne af den allike-rede.

På taget med tagstige og tommestok fik jeg taget mål til en såkaldt allike-rist.

Nu i lørdags var vi tilbage i Elfridas hus med stige og allike-rist. Og en sæk. Jeg havde ikke lagt låg på skorstenen, og allikerne havde haft frit spil i en uges tid.

Med en kampesten i en lærredspose for enden af en lang snor fik jeg med stort besvær banket den nye rede ud. Gitte tog sig af det beskidt arbejde med at fjerne det, jeg bankede ned. Tak, Gitte.

Her er resultatet:

Her er mandet på taget med risten (bag sig) og stenen i snor:

Pointen: husk allike-riste på skorstenene.