Viser opslag med etiketten Renovering - tag. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Renovering - tag. Vis alle opslag

tirsdag den 24. juli 2018

Gulv af "kalkbeton"

Vi vidste godt, at der var betongulv over hele linjen i Elfridas hus, da vi købte det i juni 2011

I køkkenet/bryggerset og "porten" var det gulvet, mens det i stuen, forgangen, kammeret og soveværelset gemte sig under væg-til-væg-tæpperne. Da først tæpperne var væk, så vi at det var umiddelbart uisolerede betongulve fra før 1960, og det var klart at de skulle væk og erstattes af ... noget andet.

I julegave til julen 2011 gav fruen og jeg hverandre en engelsk bog om bygningsbevarende istandsættelse (heldigvis ikke den samme) og i begge bøger blev det forklaret, at det var en dum løsning at lægge tætte, ikke-diffusionsåbne betongulve i gamle huse. De tætte gulve ville gør at fugten ville søge op i de ikke så tætte vægge og især op i indervæggene - i Elfridas hus var flere af disse lavet af soltørrede lersten - og der give fugtproblemer. Når vi så på, hvordan det gamle tapet, de fjernede celotex-plader og selv dørkarme og -bundstykker rundt om i huset var rådnet op, var vi ikke i tvivl om at det var en rigtig problematik. Løsningen var limecrete gulve.

Det blev især foldet ud i "Old House Handbook":



Her var der en minutiøs gennemgang af, hvordan et sådan "limecrete" gulv/klaplag inkl. isolering skulle laves:



Vi besluttede, at det var den løsning, vi ville have, når gulvene i køkkenet/bryggers, stue, forgang (nu walk-in-closet), soveværelse, "port" og kammer skulle op. Og sådan blev det.

Murermester Mossøe, som allerede havde hjulpet os med andre opgaver i huset, blev introduceret til vores planer, og han var med på det, selvom han ikke havde prøvet det før. Fra Nordisk NHL hentede han information om, hvordan kalkbeton-gulve skulle laves, og snart var vi igang med at grave ud i køkkenet, isolere med Leca-kugler og støbe kalkbeton-klaplag. Siden fik stuen samme tur, og så forgangen, soveværelset og "porten", hvor vi tillige, som i "Old House"-bogen, lagde slanger til gulvvarme.

Det seneste rum, vi tog hul på - i påsken 2018 - var kammeret, som havde fungeret som soveværelse fra 2012 til 2017, og som gennem alle år havde så mange fugtproblemer, at madrassen efter at vi flyttede ind i det renoverede soveværelse pga. en uafrystelig skimmellugt blev smidt ud og erstattet af en anden.

Sådan  gjorde vi.

Efter at det gamle betongulv i det fugtige kammer var blevet banket op, skulle der graves ud og køres jord ud:




Da vi havde gravet så langt ned, vi syntes var forsvarligt ift. rummets vægge og deres simple, næsten fraværende fundament, var det tid at lægge coatede Leca kugler (4-10 mm) ud:


Det 30-40 cm tykke lag af Leca blev jævnet godt ud, rio-net blev lagt ud over for at styre kuglerne, når vi gik rundt i/på dem, og så kunne stampningen begynde (en pladevibrator ville have gjort jobbet nemmere):


Men efter en 3-4-5 gennemstampningsomgange var det tid at rulle den åndbare fiberdug ud, og så var vi klar til at lægge kalkbeton-blandingen ud:


Vi benyttede en kalk-beton-blanding der ikke var meget forskellig fra den som foreskrives i "Old House Handbook":


Murermester Mossøes tvangsblander kom på arbejde:


Og som de kvikke kan se, brugte vi ikke NHL 3,5 kalk, men NHL 5, som anbefalet af Nordisk NHL I kalkbetonblandingen var også sand (0-4) og ucoatede Leca (2-4).



I øvrigt synes NHL-kalken nu (2018) at være blevet lagervarer hos Stark (se her så længe linket dur).

Jeg stod ved blanderen, og murermester Mossøe lagde et lag på 7-10 cm kalkbeton ud, nivellerede det ud og glattede af. Og så var vi færdige:


Klaplaget i kammeret var lavet mhp. udlægning af strøer og trægulv, men først skulle der lige laves lidt finish rundt langs væggene.

Jeg lavede også en isolerende - og lige - kalkbeton-kant med mursten på toppen ved ydervæggen, da klaplagsniveaet nærmest er under jordniveauet på ydersiden og syldstenene her ikke nåede langt nok ned.

Den er her:


Siden, da kalkbetonklaplaget var tørret op og væggene havde fået nogle ekstra stryg kalk, kunne trægulvet (af brugte gulvbrædder) lægges:



Nu, juli 2018, er kammeret næsten færdig, i alt fald klar til overnattende sommergæster:



Til almindelige oplysning kan jeg fortælle, at vi i køkkenet, oven på kalkbetonklaplaget, lagde 20 x 20 cm letbrændte kirketegl:


I soveværelset (og walk-in-closet'et) er der trægulv på strøer som i kammeret:


I "Porten", hvor der blev lagt gulvvarmeslanger i det første (af to, hvoraf det sidste var uden Leca, altså bare var en kalkmørtel) kalkbetonklaplag, blev gulvet dækket af genbrugs-Flensborg-teglsten fra beyndelsen af 1800-tallet.


Det endelige gulv i stuen er vi ikke nået til endnu. Der er gjort plads til trægulv på strøer, men de rigtige gulvbrædder er ikke kommet forbi endnu.

PS: nogen kunne måske finde på at spørge til radon-problematikken, når nu gulve ikke er "tæt". I tilfældet Elfridas hus er det ikke noget problem, da radon-niveauet er ganske lavt i området, hvor Elfridas hus ligger. Måske kunne man også argumenter at radon, der er en gasart ikke er noget problem, når hele huset er åndbar.


søndag den 1. juni 2014

Tagrenovering del 3

Taget på Elfridas hus er nu næsten færdigt, og her følger en forsættelse af den historie, der startede med http://elfridas-hus.blogspot.dk/2013/01/tagrenovering-del-1.html og blev fortsat med http://elfridas-hus.blogspot.dk/2013/10/tagrenovering-del-2-nu-med-kvist.html.

Mens vi lavede alt  muligt andet hen over sommeren 2013 fik jeg langsomt gjort taget klar til oplægningen af pandepladerne; det var det sidste arbejde omkring kvisten inkl. skotrende-halløjet, det var fodpladerne og ikke mindst opsætning af rendejern til zinktagrenderne.

Der blev tid til at bygge et skærmende hegn mod nord-øst, men huset stod hele sommeren med de trætte (og trættende) presenninger på:


Især arbejdet med rendejernene til tagrenderne var næsten umuligt besværligt. Først fik jeg dem op med fald ud til siderne, sådan som det skulle være. Så godt. Da jeg så tog kontakt til den blikkenslager, der skulle sætte tagrenderne op, blev jeg klogere: vi bruger altid tre snore, sagde han. Der skulle holdes styr på rendejernenes montering i tre retninger. Det blev nærmest om igen, hvilket ikke var helt enkelt, da rendejernene var monterede under den nederste huntonit-undertagsplade.

Jeg lånte en stumptagrende af blikkenslageren til at styre jernene på plads med.

Hen over sommeren var en af overspringsøvelserne ift. taget også at bygge et skur. Vi havde jo ingen plads til haveredskaber, plæneklipper, grill mm, så et skur skulle der til. Det skulle ligge mod sydvest så det også gav læ. Historien om skuret er en helt anden, men her er et billede af det:


Tilbage til taget.

I september bar blikkenslageren forbi Elfridas hus og efter knap en dag var zinktagrenderne på plads. Nedløbene var (og er i skrivende stund) grimme, men midlertidige plastikrør, der er røde, så der ikke er noget at tage fejl af:



I slutningen af september blev det endelig tid til at pandepladerne fra svenske Planja kom til Elfridas hus:


Og ikke mange dage senere blev det tid at få de første plader op på taget. Dygtige, tømreruddannede svoger Mads hjalp heldigvis til:


Og selvom husfacaden mod vejen så noget træt og brugt ud efter et helt år med presenninger på taget, begyndte det snart at ligne noget:




Især var det tilfredsstillende at se det samlede indtryk af kalket facade plus nyt vindue plus zinktagrende plus pandepladetag:


Senere på efteråret gik vi videre på havesiden, og snart stod hele den tagflade også klar:


Skotrender ved kvisten var lidt af en udfordring, men det lykkedes da at få lavet en løsning, der ikke synede af meget meget og krævede et minimum af udskæring i de omkring liggende pandeplader. På den ene side af kvisten flunker bøjede jeg pladen op, på den anden lavede jeg en ekstraplade, der lukkede fint tæt. Det er vist den her:


I løbet af foråret 2014 har jeg også fået lagt rygninger op på både tagryg og valm-rygge. Og endda, som det ses her, på kvistens tagryg:



Lige nu mangler jeg kun inddækningen ved vindskederne, men der venter træværket på solrige dage, inden det kan blive tjæret: først da kan inddækningen komme på.

Snart følger et flot foto af taget med rygninger mm.

søndag den 13. oktober 2013

Tagrenovering del 2 (nu med kvist)

Jeg skylder om ikke andre, så mig selv, at få følget op på det tagrenoveringsindlæg (http://elfridas-hus.blogspot.dk/2013/01/tagrenovering-del-1.html), jeg skrev i januar. Jeg skylder i øvrigt også at få aktualiseret bloggen lidt.

Skulle en og anden få den idé at tagrenoveringen på Elfridas hus var gået helt i stå, så skulle denne update gerne vise at det ikke passer - helt.

 Det er rigtigt at det er gået vildt langsomt med at få gjort taget klar til pandeplader. Jeg var naiv da jeg sidste efterår oprigtigt troede, at man kunne lave en kvist på en uges tid og at klargøringen af tagfoden med fodplade, fodblik og tagrendejern tilsvarende var hurtigt overstået. Jeg blev hurtigt (dvs. langsomt) klogere.

Men nu, hvor vi næsten er i mål, er det tid at komme med en update.

Næste skridt i tagrenoveringen var at bygge en kvist. Vi gik i gang i Påsken.

Jeg havde den tossede idé at kvisten skulle bygges op omkring en ramme af noget af det gamle tømmer, som murermester Mossøe og jeg hentede tidligt i marts (se evt. her:http://elfridas-hus.blogspot.dk/2013/03/et-godt-ls-tmmer.html). Så et par gode stykker (eller var det bare ét?) blev udvalgt, skåret op og bragt ind i stuen, hvor jeg passede enderne til i overlæg sådan her:



Da det hele var passet til, så det sådan ud:



Og inden den endelige samling, fik overlæggene en gang trætjære som det ses her:


I det udmærkede 3-dimensionelle tegneprogram Google Sketchup havde jeg tegnet kvisten, så vi vidste (kind of), hvad vi havde med at gøre:


 En flot men kold aprildag blev det tid at lave det hul, som den nye kvist skulle sidde i:


Og ved Gittes hjælp kom kvistrammen af det fine gamle spærtømmer og stå på den "hylde" som jeg lavede til den mellem de to spær (et gammelt forstærket spær og et nyt hjælpespær):



 Gitte kunne atter hjælpe, da der skulle tages endelig (og praktisk - tegninger er jo kun vejledende) stilling til kvisttages rejsning:


Så sluttede den arbejdsdag:





Indefra (og næste dag) ligner kvisten også en kvist:






Så kom der undertag (Huntonit) på kvisttaget:




Det blev (atter) fruens lod at tjære. Her kvistens ramme.


 Og med kvisten helt lukket af huntonitplader, kan presenningen fremover undværes:



Så langt, så godt.


søndag den 20. januar 2013

Tagrenovering del 1

En flot efterårsdag i ugen op til efterårsferien 2012 kom murermester Mossøe og jeg i gang med tagrenoveringen på Elfridas hus. Det gamle pandepladetag havde været gennemtæret af rust i årtier, og selv om Fridas søde naboer gang på gang havde forsøgt at lappe det, var det utæt som en si, da vi overtog huset.

Med spande og gl. krukker under utætheder klarede vi os gennem det første års regnvejr, men nu skulle det være:


Vi startede med at fjerne taget i det midterste stykke mod syd:


Da den første dag var gået, var hele stykket nede, og en presenning klarede afdækningen for natten:


Næste dag, hvor vejret også var højt og flot, gjaldt det først forstærkning af de gamle spær med 2''x8''-tømmer og opsætning af nye halve hjælpespær i træ af samme dimensioner:


 
Derefter, stadig samme dag - vi var flittige og dagen blev lang - lagde vi undertagsfiberplader (Huntonit), klemlister og endelig lægter på:


 På tredjedagen kastede vi os over den anden side: 


Her hjalp det lidt, at vi (her: murermester Mossøe) nu kunne klatre rundt på den færdige side. Isoleringen, som hele sidste vinter lå ud over loftet, lå nu lidt hulter til bulter, men kom på plads inden vinteren vendte tilbage:



Også den dag blev lang, men vi fik da dækket af, inden solen gik ned:


 På fjerdedagen vidste vi godt, hvad vi nu skulle lave. Først spær og hjælpespær:




Så undertagsplader, klemlister og lægter:


I efterårsferien tog min søn August og jeg fat på den første del af valmen mod vest:



  Og vi fik lukket taget et stykke op i begge sider og ender som her:


Efter efterårsferien var murermester Mossøe atter på banen, og det valmede tag kunne gøres færdigt i den ene ende:


inden den anden ende fik samme tur:


Det blev en rigtig lang dag og sent, inden den sidste liste kunne skrues på:



Men så så det også godt ud indenfor:


Måske var det meningen her, at vi skulle videre med både fodbræt og -blik, rendejern og endda en kvist. Men så valgte jeg, at lave "time out", smide 4 store presseninger på taget og så vente med at gå videre til vinteren er ovre. Der er vi nu: