Sen opsamling og en f****** mus

Det fleste weekender siden juni, hvor det seneste indlæg her blev lagt op, er mindst en dag blevet brug i Elfridas hus i Klæstrup. Meget er nået efter at kammeret og badeværelset kom på plads:

• Vi har holdt en dejlig rund fødselsdag med 70 gæster på plænen uden for Elfridas hus
• Det gamle pandepladetag er hevet af
• Spærene er blevet forstærket med 2x8'' tømmer
• ditto hjælpespær er blevet føjet til
• et undertag af træfiberplader (Huntonit) er lagt på
• tagkonstruktionen har fået nye lægter
• taget er nu dækket med presenninger, mens vi tager en tænkepause og - især - samler kræfter til at lave den kvist, som vi for en god måneds tid siden har fået byggetilladelse til:

Jeg skal nok forsøge at følge op på især tag-projektet, men indtil videre nøjes jeg med at vise, hvad der sker, når man lader en rullebagepapir ligge frit fremme (dvs i en halvåben skuffe) og en mus synes at det kunne være hyggeligt at indrette sig for vinteren i en skuffe:

Det lille dyr havde sgu trukket bagepapir af rullen helt fra den venstre skuffe, hen over den midterste og flænset det som fyld - og forråd, hedder det sig - i den højre skuffe. Øv, møgdyr. Jeg har en musefælde på huskelisten til næste tur til Elfridas hus. 

Elfridas Hus i Lombardiet

Vi ankom til det lille kloster i Lombardiet ud på eftermiddagen en våd junidag. Ikke usædvanligt for årstiden havde det lige regnet, og hele landskabet rundt om den forholdsvis lille middelalderbygning emmede af regn og damp. En yngre nonne lukkede op, da vi ringede på den gamle klokke til højre for hoveddøren. Vi sagde på vores bedste italiensk (det var nu ikke noget særligt), hvem vi var, og hun bød os ind. Med sine blege ungpigehænder gjorde hun tegn til, at vi skulle hænge vores våde overtøj på knagerækken i den lange gang indenfor, og hun viste os straks til vores værelse i den anden ende af huset.

Gardinerne var trukket for værelsets ene nordvendte vindue, og det lille værelse henlå i dagslyset, der kom gennem det hvide gardin, i et sært, glødende mørke. Først da vores øjne efter nogle øjeblik havde vænnet sig til mørket, så vi, at værelset var ganske enkelt udstyret: en lille mørkbejdset dobbeltseng, et par simple skamler som natborde og et gammelt skab til tøjet var sådan set hele møblementet i det rustikke rum.

En ting var dog ganske usædvanlig; det lille sovekammers luft. Selvom vinduet var lukket, var rummet fyldt med en klar og velgørende luft, der syntes at hente sin friskhed dels fra de nykalkede vægge, dels det nyvaskede linned. Her skulle nok blive godt at være.

...

Nå, spøg til side. Vi har nu fået klargjort det gamle pigekammer i Elfridas Hus og har i nat overnattet der for første gang. Det føltes ret rigtigt.

Man kan nå langt med en sund portion ... romantik

Da vi i juli sidste år købte Elfridas hus og stolte lagde fotos på facebook.com, var det især dette billede, der affødte en del positive reaktioner:

 

Skønt - og romantisk - så det ud i Elfridas hus, og det var da også bl.a. dette billede, som er fra ejendomsmæglerens materiale, der fangede vores opmærksomhed, da vi fik øje på huset på www.boliga.dk (eller var det www.boligsiden.dk?).

Da vi første gang var inde i huset (ca. 20 minutter inden vi købte det), lukkede jeg vist et af skabene op og trak ud en af skufferne. Det lovede ikke godt. Gitte kiggede også og sagde, at det kom jeg selv til t ordne (hvad det så end dækkede over).

Nu har dette romantiske køkkenbord i Elfridas køkken været brugt til at sætte vores madpakker på og (i begyndelsen inden stikkontakten til venstre for døren blev afmonteret) til kogekanden, som varmer vand til de 3-4 kopper Nescafe, som en arbejdslørdag i huset inkluderer.

Muren fra køkkenet ind mod "bryggerset" (til højre på billedet) er for nylig næsten blevet pillet ned ("pillet" passer godt; den var som mange andre af husets indre vægge bygget af ubrændte, soltørrede lersten). De to rum skal (og har hele vejen i vores planlægning) skulle lægges sammen til ét stort køkken.

Lofterne i de to rum (plader af gamle, hvidmalede celotex, som det ses på billedet ovenfor) er også lige taget ned.

Nu, i går, blev det tid til at se nærmere på køkkenbordet, indbegrebet af husets romantiske sjæl (eller hur?) ... og rive det ned. Det har længe ligget i kortene, at det skulle væk, for her ved vinduet ud mod haven - og mod udsigten over bakken bag åen - skal i det lange (rigtigt laaaaaaaaaaange) løb være en hyggelig siddeplads for to. Over for brændekomfuret (indkøbt, men langt fra opmuret og opsat) forstås.

Her er et frisk billede af det romantiske køkkenbord, inden jeg gik til det:

 

Så tog jeg fat med hammer og brækjern:

 

Hvis ikke det er tydeligt, at væggene bag køkkenbordet er ret dårlig forfatning, kan man se det tættere på her:

Bunden i en nederste skuffe var helt ædt af mus eller det der var værre. I bunden skabet lå i alt fald denne pose rottegift:

Her er det endelig resultat:

 

En væg som ingen romantiker umiddelbart vil falde for. Porøst murværk og fugt og råd og gammel ildelugt. Nu får det lov at stå og dampe af og så er det jo ingen sag at banke det dårlige puds ned, reparere huller mm. og friske hele hjørnet op.

Men hvad med "romantikken" kunne man spørge. Jo, skufferne og skabslågerne af stafbrædder har vi gemt; måske finder vi på at renovere dem og bruge dem igen. Som det mindste kan de minde os om, hvad det var, vi faldt for ved Elfridas Hus, og så kan vi altid rekonstruere dem eller i alt fald det, de stod for, i gode simple, "analoge" materialer.

Det kræver sgu en sund omgang ... romantik at sætte et gammelt hus bygningsbevarende i stand, skulle jeg hilse og sige.    

Man river da ikke gamle huse ned, gør man?

I alle de år – det er 8 - vi har kørt til vores hus på Norddjursland (det kan købes her: http://www.robinhus.dk/ejendom/default.asp?boligid=54810), har vi i landsbyen Tørslev passeret en fantastisk gammel gård. Eller rettere sagt: et fantastisk gammelt stuehus til en halvstor gård.

Det er en af den slags bygninger, vi begge holdt af at beundre og drømme om. Et prægtigt hvidkalket hus, som umiddelbart stod, som det havde stået i 50 år eller flere. Måske i 100 år. Den lange facade ud mod Voer Færgevej er fyldt med smukke, gamle rødbrunmalede kitfalsede, enkeltlags vinduer. En havedør eller to i samme stil og kvalitet afbryder rækken af vinduer. Alt ved det stuehus er bare helt rigtigt.

Huset har så længe, vi kan huske stået ubeboet hen. Omgivelserne, gårdsplads og have og især arealerne rundt om avlsbygningerne (det hedder det) har alle år været pænt holdt. Kun stuehuset har fået lov at stå og sætte sig lidt mere end godt er. De seneste år er tagryggen et sted begyndt at sætte sig, og selvom der ikke ligefrem er hul på cementstenstaget, er det begyndt at se ret dårligt ud.

Halvforelskede, som vi var i huset, har vi af og til talt om, at nu må der vel snart komme nogen forbi og se, hvor skønt et hus det er, købe det og sætte det istand. Eller om, at det vel en dag bare bliver købt af nogen, der vil bygge det om til noget, det aldrig have været; nyt tag af sortglacerede teglsten (føj), tyksprossede termovinduer (måske i plastic!) og cementgrå pudsede vedligeholdelsesfri (læs: kan ikke vedligeholdes og er grimme i al fremtid) mure. Nogle store ovenlysvinduer eller prangende kviste ville der også kunne blive plads til. Og en dobbelt garage i en af længerne. Uha.

Ingen af delene bliver dog virkelighed. Nu i forrige weekend, da vi atter kørte gennem Tørslev, var den fine gamle ejendoms have ved at blive rykket op. En stor gummiged (det hedder det altså) havde været på spil, og træer og buske var væk. Taget var også revet af et af udhusene. Og en dør stod ildevarslende åben til selve stuehuset.

- Nu er det snart slut, sagde jeg til Gitte, - De river det sgu ned. - Så tuder jeg, sagde Gitte.

I går var jeg på Djursland for at vise vores hus der frem. På vej derud holdt jeg ved det smukke gamle stuehus og tog de billeder, som vi har talt om at tage i årevis. Jeg syntes ikke, at jeg kun tillade mig at gå ind, selv om døren stod på vid gab. Men et par skud ind gennem den åbne dør fik jeg da.

Det var i sidste øjeblik; naboen, som så mig gå rundt om huset med mit kamera, bekræftede vores bange anelser. Det river det sgu ned.

Her er billederne. I sidste øjeblik:

Liv i gamle huse

Overskriften er vist lånt af en halvgammel kampagne, der skulle sætte fokus på, hvad gamle huse kunne brugs til. Her bruger jeg den til noget andet.

Sidste år gjorde jeg den gamle skorsten i Elfridas hus klar til brug.

Skorstensfejeren havde sagt god for skorstenens grundtilstand og påbudt mig at montere renselemme foroven og forneden. Det gjorde jeg, og lige så et tilslutningshul til Bekkasinovnen. Klargøringen indbar også, at jeg skulle tage en oldgammel allike-rede ud af skorstenen. Der var nærmest en hel sæk af grene og mos og fjer og gammelt støv.

Bekkasinen virkede herefter (og efter skorstensfejerens kontrol) fint og har siden bidraget til, at vi har kunne holde varmen, når vi har været i Elfridas hus.

Nu i forrige weekend, da vi var i Elfridas hus, kom genboen Allan over og fortalte at et allikepar havde haft travlt hele ugen på toppen af vores skorsten.

Der var allerede da tændt op i bekkasinen, som trak lige så godt som den plejede. Jeg tjekkede for en ordens skyld den nederste renselem. Den yderste lem var overraskende lun, den indenfor (jeg havde handsker på) ret varm; og i bunden lå et lille glødebål - det var resterne af den allike-rede.

På taget med tagstige og tommestok fik jeg taget mål til en såkaldt allike-rist.

Nu i lørdags var vi tilbage i Elfridas hus med stige og allike-rist. Og en sæk. Jeg havde ikke lagt låg på skorstenen, og allikerne havde haft frit spil i en uges tid.

Med en kampesten i en lærredspose for enden af en lang snor fik jeg med stort besvær banket den nye rede ud. Gitte tog sig af det beskidt arbejde med at fjerne det, jeg bankede ned. Tak, Gitte.

Her er resultatet:

Her er mandet på taget med risten (bag sig) og stenen i snor:

Pointen: husk allike-riste på skorstenene.

  

I Elfridas hus med murermester Mossøe

Som nævnt har vi aftalt med vores yndlingsmurermester, Per Mossøe, at der skulle gøres noget ved bl.a. stuen i Elfridas hus. Længe har vi banket puds ned, og nu var det tid at få noget pudset op igen. Jeg kan godt pudse, men ikke væg efter væg og ikke så flot og godt (og hurtigt) som murermesteren selv.

Murermester Mossøe kender vi fra Viborg, hvor vi bor, og for et år eller to siden var han murer og "tovholder" på et større bygningsbevarende byggeprojekt på Hald Hovedgaard, hvor både Gitte og jeg arbejder (se i øvrigt de flotte billeder fra det færdige resultat her:www.haldhovedgaard.dk/bad)

Vi lærte da, at han - som vi - elsker hydraulisk kalkmørtler, og det er da også fra ham, at vi har lært at kende til Nordisk NHL mørtler (St. Astier), som vi med allerstørste tilfredsstillelse har brugt rundt omkring i Elfridas hus.

Det er især stuen, som vi satte murermester Mossøe på.

Sådan så stuen mere eller mindre ud efter vi (dvs. Gitte) var færdig med at banke ned:

 

Så slap vi murermester Mossøe løs på stuen.

Ikke nok med, at han bl.a. har grovpudset alle vægge, slået hul på det tilmurede vindue (det lyder som en dårlig krimi), hævet og (især) forstærket de to døroverlæggere i rummet; i dag, hvor vi selv var forbi og kunne hjælpe, fik vi også fuldført den idé min (gamle) ingeniør-fader fik sat i vores hoveder i lørdags. Nemlig at fjerne den skæmmende jernbjælke, som bærer loftet og deler stuen. - Den kan da bare lægges op på loftet, sagde han, næsten nonchalant.

Og som sagt, så gjort. Murermester Mossøe fik den banket fri (den er oprindeligt skubbet ind via et hul ydermuren, så der skulle lidt murermester-fingerspitzgefühl til). Sammen fik vi den lempet ned, og så er det min opgave snarest at finde en løsning, hvor den kommer på loftet og aflaster især den midterste bjælke oppefra.

I mellemtiden ser det sådan ud, med vores yndlingsmurermester, Mossøe til højre, og med lånte understøttere under bjælkerne:

 

Selvom den gode murermester Mossøe løbende har sendt os Iphone-panorama-opdateringsbilleder af arbejdet før og efter, er han desværre ikke så højteknologisk, at han har en smart hjemmeside, der redegør for alt det, han er god til. Man må google ham for at finde ham, men vi lover, at det er besværet værd.

Vi glæder os til, at han på fredag gør stuen, lidt af gangen og ydervæggen i soveværelse groft færdigt. Og til senere at få ham tilbage i Elfridas hus og finpudse væggene i de "fine" rum.

Udsigten fra bakken

Mens vi (dvs. I) venter på fortsættelsen af "Elfridas hus i arkiverne" - der er nemlig en fortsættelse - og venter på, at der er flere indlæg om renoveringen af huset, har jeg lige dette på hjertet:

Jeg var af sted til Fridas hus med den dygtige murermester, Per Mossøe, som nu skal give os en hånd med væggene i stuen mm. Vi besigtigede rummene, det arbejde, der skal gøres, og især det arbejde, Gitte og jeg skal gøre, før vi snart kan få Per i gang i Klæstrup.

Der blev også tid til lidt fornøjelse, og da Per også er en rigtig naturens søn, foreslog jeg en tur op af bakken på den anden side af Binderup Å.

Op gik det, men da vi begge er friske og unge mænd i 40erne (fik jeg fornærmet Per der?) gik det nemt. Oppe ved rævegraven - Per stak næsen i den og konstaterede, at den er beboet (vi har nu også flere gange set røde Mikkel løbe over bakken) - blev vi slået bag over af udsigten, og jeg tog dette billede med det medbragte kamera:

 

I midten med det rustrøde bliktag ses Elfridas hus og ligeved Pers kassevogn. Forrest Binderup Å, der slår et dejligt sving.