Tagrenovering del 2 (nu med kvist)

Jeg skylder om ikke andre, så mig selv, at få følget op på det tagrenoveringsindlæg (http://elfridas-hus.blogspot.dk/2013/01/tagrenovering-del-1.html), jeg skrev i januar. Jeg skylder i øvrigt også at få aktualiseret bloggen lidt.

Skulle en og anden få den idé at tagrenoveringen på Elfridas hus var gået helt i stå, så skulle denne update gerne vise at det ikke passer - helt.

 Det er rigtigt at det er gået vildt langsomt med at få gjort taget klar til pandeplader. Jeg var naiv da jeg sidste efterår oprigtigt troede, at man kunne lave en kvist på en uges tid og at klargøringen af tagfoden med fodplade, fodblik og tagrendejern tilsvarende var hurtigt overstået. Jeg blev hurtigt (dvs. langsomt) klogere.

Men nu, hvor vi næsten er i mål, er det tid at komme med en update.

Næste skridt i tagrenoveringen var at bygge en kvist. Vi gik i gang i Påsken.

Jeg havde den tossede idé at kvisten skulle bygges op omkring en ramme af noget af det gamle tømmer, som murermester Mossøe og jeg hentede tidligt i marts (se evt. her:http://elfridas-hus.blogspot.dk/2013/03/et-godt-ls-tmmer.html). Så et par gode stykker (eller var det bare ét?) blev udvalgt, skåret op og bragt ind i stuen, hvor jeg passede enderne til i overlæg sådan her:

Da det hele var passet til, så det sådan ud:

Og inden den endelige samling, fik overlæggene en gang trætjære som det ses her:

 

I det udmærkede 3-dimensionelle tegneprogram Google Sketchup havde jeg tegnet kvisten, så vi vidste (kind of), hvad vi havde med at gøre:

 En flot men kold aprildag blev det tid at lave det hul, som den nye kvist skulle sidde i:

 

Og ved Gittes hjælp kom kvistrammen af det fine gamle spærtømmer og stå på den "hylde" som jeg lavede til den mellem de to spær (et gammelt forstærket spær og et nyt hjælpespær):

 

 Gitte kunne atter hjælpe, da der skulle tages endelig (og praktisk - tegninger er jo kun vejledende) stilling til kvisttages rejsning:

Så sluttede den arbejdsdag:

Indefra (og næste dag) ligner kvisten også en kvist:

Så kom der undertag (Huntonit) på kvisttaget:

Det blev (atter) fruens lod at tjære. Her kvistens ramme.

 

 Og med kvisten helt lukket af huntonitplader, kan presenningen fremover undværes:

Så langt, så godt.

Et godt læs tømmer

Bygningsbevaring er nogle gange også at redde gode, gamle byggematerialer, når man ser dem.

Således kom Gitte og jeg i lørdags - på vejen hjem fra Elfridas hus - forbi et rigtig godt læs tømmer. Et hus havde tilsyneladende fået ny tagkonstruktion, og det måske 50-70 år gamle tømmer fra det gamle tag lå tilbage og lignede noget, som skulle skæres op til brænde.

Det kunne vi ikke li' at se.

I formiddags ringede Gitte til husets - og tømmerets - ejer og spurgte til dets fremtid; det skulle rigtigt nok skæres op til brænde nu på onsdag.

- Må vi få/købe de bedste stykker af det til renoveringen af et gamle hus, spurgte Gitte frejdigt ejeren. Det måtte vi da gerne, hed det.

Murermester Mossøe var tilfældigvis forbi til formiddagskaffe, og der blev hurtigt taget en beslutning; vi kører efter dét tømmer (godt at man har en fleksible arbejdsplads).

Ved et-tiden rullede vi ind foran tømmerbunken med murermesterens store trailer:

Der blev trukket flotte stykker tømmer ud af den store bunke:

Og snart havde vi et godt læs:

 

Tømmeret blev læsset af ved Elfridas hus:

 

Dejligt, håndhugget tømmer tager man aldrig fejl af. Her er til mange gode projekter både ved Elfridas hus og andre steder:

Brædderne ved siden af tømmeret er i også genbrug; de har en fortid som terrasse ved en villa i Viborg og har i øvrigt spillet "terrasse" i Lotte Svendsens film "Max Pinlig - det sidste skrig". Men det er jo en helt anden historie. En dag i en ikke så fjern fremtid bliver de måske til et plankeværk ved Elfridas hus.

Tagrenovering del 1

En flot efterårsdag i ugen op til efterårsferien 2012 kom murermester Mossøe og jeg i gang med tagrenoveringen på Elfridas hus. Det gamle pandepladetag havde været gennemtæret af rust i årtier, og selv om Fridas søde naboer gang på gang havde forsøgt at lappe det, var det utæt som en si, da vi overtog huset.

Med spande og gl. krukker under utætheder klarede vi os gennem det første års regnvejr, men nu skulle det være:

 

Vi startede med at fjerne taget i det midterste stykke mod syd:

Da den første dag var gået, var hele stykket nede, og en presenning klarede afdækningen for natten:

 

Næste dag, hvor vejret også var højt og flot, gjaldt det først forstærkning af de gamle spær med 2''x8''-tømmer og opsætning af nye halve hjælpespær i træ af samme dimensioner:

 

Derefter, stadig samme dag - vi var flittige og dagen blev lang - lagde vi undertagsfiberplader (Huntonit), klemlister og endelig lægter på:

 

 På tredjedagen kastede vi os over den anden side: 

 

Her hjalp det lidt, at vi (her: murermester Mossøe) nu kunne klatre rundt på den færdige side. Isoleringen, som hele sidste vinter lå ud over loftet, lå nu lidt hulter til bulter, men kom på plads inden vinteren vendte tilbage:

Også den dag blev lang, men vi fik da dækket af, inden solen gik ned:

 På fjerdedagen vidste vi godt, hvad vi nu skulle lave. Først spær og hjælpespær:

Så undertagsplader, klemlister og lægter:

 

I efterårsferien tog min søn August og jeg fat på den første del af valmen mod vest:

  Og vi fik lukket taget et stykke op i begge sider og ender som her:

 

Efter efterårsferien var murermester Mossøe atter på banen, og det valmede tag kunne gøres færdigt i den ene ende:

 

inden den anden ende fik samme tur:

Det blev en rigtig lang dag og sent, inden den sidste liste kunne skrues på:

Men så så det også godt ud indenfor:

 

Måske var det meningen her, at vi skulle videre med både fodbræt og -blik, rendejern og endda en kvist. Men så valgte jeg, at lave "time out", smide 4 store presseninger på taget og så vente med at gå videre til vinteren er ovre. Der er vi nu:

 

Sen opsamling og en f****** mus

Det fleste weekender siden juni, hvor det seneste indlæg her blev lagt op, er mindst en dag blevet brug i Elfridas hus i Klæstrup. Meget er nået efter at kammeret og badeværelset kom på plads:

• Vi har holdt en dejlig rund fødselsdag med 70 gæster på plænen uden for Elfridas hus
• Det gamle pandepladetag er hevet af
• Spærene er blevet forstærket med 2x8'' tømmer
• ditto hjælpespær er blevet føjet til
• et undertag af træfiberplader (Huntonit) er lagt på
• tagkonstruktionen har fået nye lægter
• taget er nu dækket med presenninger, mens vi tager en tænkepause og - især - samler kræfter til at lave den kvist, som vi for en god måneds tid siden har fået byggetilladelse til:

Jeg skal nok forsøge at følge op på især tag-projektet, men indtil videre nøjes jeg med at vise, hvad der sker, når man lader en rullebagepapir ligge frit fremme (dvs i en halvåben skuffe) og en mus synes at det kunne være hyggeligt at indrette sig for vinteren i en skuffe:

Det lille dyr havde sgu trukket bagepapir af rullen helt fra den venstre skuffe, hen over den midterste og flænset det som fyld - og forråd, hedder det sig - i den højre skuffe. Øv, møgdyr. Jeg har en musefælde på huskelisten til næste tur til Elfridas hus. 

Elfridas Hus i Lombardiet

Vi ankom til det lille kloster i Lombardiet ud på eftermiddagen en våd junidag. Ikke usædvanligt for årstiden havde det lige regnet, og hele landskabet rundt om den forholdsvis lille middelalderbygning emmede af regn og damp. En yngre nonne lukkede op, da vi ringede på den gamle klokke til højre for hoveddøren. Vi sagde på vores bedste italiensk (det var nu ikke noget særligt), hvem vi var, og hun bød os ind. Med sine blege ungpigehænder gjorde hun tegn til, at vi skulle hænge vores våde overtøj på knagerækken i den lange gang indenfor, og hun viste os straks til vores værelse i den anden ende af huset.

Gardinerne var trukket for værelsets ene nordvendte vindue, og det lille værelse henlå i dagslyset, der kom gennem det hvide gardin, i et sært, glødende mørke. Først da vores øjne efter nogle øjeblik havde vænnet sig til mørket, så vi, at værelset var ganske enkelt udstyret: en lille mørkbejdset dobbeltseng, et par simple skamler som natborde og et gammelt skab til tøjet var sådan set hele møblementet i det rustikke rum.

En ting var dog ganske usædvanlig; det lille sovekammers luft. Selvom vinduet var lukket, var rummet fyldt med en klar og velgørende luft, der syntes at hente sin friskhed dels fra de nykalkede vægge, dels det nyvaskede linned. Her skulle nok blive godt at være.

...

Nå, spøg til side. Vi har nu fået klargjort det gamle pigekammer i Elfridas Hus og har i nat overnattet der for første gang. Det føltes ret rigtigt.

Man kan nå langt med en sund portion ... romantik

Da vi i juli sidste år købte Elfridas hus og stolte lagde fotos på facebook.com, var det især dette billede, der affødte en del positive reaktioner:

 

Skønt - og romantisk - så det ud i Elfridas hus, og det var da også bl.a. dette billede, som er fra ejendomsmæglerens materiale, der fangede vores opmærksomhed, da vi fik øje på huset på www.boliga.dk (eller var det www.boligsiden.dk?).

Da vi første gang var inde i huset (ca. 20 minutter inden vi købte det), lukkede jeg vist et af skabene op og trak ud en af skufferne. Det lovede ikke godt. Gitte kiggede også og sagde, at det kom jeg selv til t ordne (hvad det så end dækkede over).

Nu har dette romantiske køkkenbord i Elfridas køkken været brugt til at sætte vores madpakker på og (i begyndelsen inden stikkontakten til venstre for døren blev afmonteret) til kogekanden, som varmer vand til de 3-4 kopper Nescafe, som en arbejdslørdag i huset inkluderer.

Muren fra køkkenet ind mod "bryggerset" (til højre på billedet) er for nylig næsten blevet pillet ned ("pillet" passer godt; den var som mange andre af husets indre vægge bygget af ubrændte, soltørrede lersten). De to rum skal (og har hele vejen i vores planlægning) skulle lægges sammen til ét stort køkken.

Lofterne i de to rum (plader af gamle, hvidmalede celotex, som det ses på billedet ovenfor) er også lige taget ned.

Nu, i går, blev det tid til at se nærmere på køkkenbordet, indbegrebet af husets romantiske sjæl (eller hur?) ... og rive det ned. Det har længe ligget i kortene, at det skulle væk, for her ved vinduet ud mod haven - og mod udsigten over bakken bag åen - skal i det lange (rigtigt laaaaaaaaaaange) løb være en hyggelig siddeplads for to. Over for brændekomfuret (indkøbt, men langt fra opmuret og opsat) forstås.

Her er et frisk billede af det romantiske køkkenbord, inden jeg gik til det:

 

Så tog jeg fat med hammer og brækjern:

 

Hvis ikke det er tydeligt, at væggene bag køkkenbordet er ret dårlig forfatning, kan man se det tættere på her:

Bunden i en nederste skuffe var helt ædt af mus eller det der var værre. I bunden skabet lå i alt fald denne pose rottegift:

Her er det endelig resultat:

 

En væg som ingen romantiker umiddelbart vil falde for. Porøst murværk og fugt og råd og gammel ildelugt. Nu får det lov at stå og dampe af og så er det jo ingen sag at banke det dårlige puds ned, reparere huller mm. og friske hele hjørnet op.

Men hvad med "romantikken" kunne man spørge. Jo, skufferne og skabslågerne af stafbrædder har vi gemt; måske finder vi på at renovere dem og bruge dem igen. Som det mindste kan de minde os om, hvad det var, vi faldt for ved Elfridas Hus, og så kan vi altid rekonstruere dem eller i alt fald det, de stod for, i gode simple, "analoge" materialer.

Det kræver sgu en sund omgang ... romantik at sætte et gammelt hus bygningsbevarende i stand, skulle jeg hilse og sige.    

Man river da ikke gamle huse ned, gør man?

I alle de år – det er 8 - vi har kørt til vores hus på Norddjursland (det kan købes her: http://www.robinhus.dk/ejendom/default.asp?boligid=54810), har vi i landsbyen Tørslev passeret en fantastisk gammel gård. Eller rettere sagt: et fantastisk gammelt stuehus til en halvstor gård.

Det er en af den slags bygninger, vi begge holdt af at beundre og drømme om. Et prægtigt hvidkalket hus, som umiddelbart stod, som det havde stået i 50 år eller flere. Måske i 100 år. Den lange facade ud mod Voer Færgevej er fyldt med smukke, gamle rødbrunmalede kitfalsede, enkeltlags vinduer. En havedør eller to i samme stil og kvalitet afbryder rækken af vinduer. Alt ved det stuehus er bare helt rigtigt.

Huset har så længe, vi kan huske stået ubeboet hen. Omgivelserne, gårdsplads og have og især arealerne rundt om avlsbygningerne (det hedder det) har alle år været pænt holdt. Kun stuehuset har fået lov at stå og sætte sig lidt mere end godt er. De seneste år er tagryggen et sted begyndt at sætte sig, og selvom der ikke ligefrem er hul på cementstenstaget, er det begyndt at se ret dårligt ud.

Halvforelskede, som vi var i huset, har vi af og til talt om, at nu må der vel snart komme nogen forbi og se, hvor skønt et hus det er, købe det og sætte det istand. Eller om, at det vel en dag bare bliver købt af nogen, der vil bygge det om til noget, det aldrig have været; nyt tag af sortglacerede teglsten (føj), tyksprossede termovinduer (måske i plastic!) og cementgrå pudsede vedligeholdelsesfri (læs: kan ikke vedligeholdes og er grimme i al fremtid) mure. Nogle store ovenlysvinduer eller prangende kviste ville der også kunne blive plads til. Og en dobbelt garage i en af længerne. Uha.

Ingen af delene bliver dog virkelighed. Nu i forrige weekend, da vi atter kørte gennem Tørslev, var den fine gamle ejendoms have ved at blive rykket op. En stor gummiged (det hedder det altså) havde været på spil, og træer og buske var væk. Taget var også revet af et af udhusene. Og en dør stod ildevarslende åben til selve stuehuset.

- Nu er det snart slut, sagde jeg til Gitte, - De river det sgu ned. - Så tuder jeg, sagde Gitte.

I går var jeg på Djursland for at vise vores hus der frem. På vej derud holdt jeg ved det smukke gamle stuehus og tog de billeder, som vi har talt om at tage i årevis. Jeg syntes ikke, at jeg kun tillade mig at gå ind, selv om døren stod på vid gab. Men et par skud ind gennem den åbne dør fik jeg da.

Det var i sidste øjeblik; naboen, som så mig gå rundt om huset med mit kamera, bekræftede vores bange anelser. Det river det sgu ned.

Her er billederne. I sidste øjeblik: