At ikke holde et ubeboet hus opvarmet med et oliefyr

Gårsdagens indlæg må have været en form for hybris. I dag kom nemesis; jeg ankom til et bundfrossent hus. Oliefyret kørte ikke, men det var ikke den fine stald-termostats skyld.

Der var is på ydervæggen i "porten", is på vinduerne i alle rum, og både det kolde og det varme vand var frosset i rørene.

Jeg prøvede straks at starte fyret, men uden held. Det prøvede, tændte, hostede og osede lidt og gik så ud.Der var ingen flow i olien, så tanken måtte være tom.

Det var den dog ikke. En pejling viste ca. 250 l. Men stoppet var forsyningen i al fald, og smedemesteren, som telefonisk blev spurgt til råds, sagde det, som det var. Det slam, der altid er i sådan en gammel tank, indeholder vand, og vandet er frosset. Du får ikke hul i gennem, før det bliver tøvejr. Skal fyres startes op, skal det være via en dunk med olie, som pumpen fødes fra. Sådan.

Jeg søgte mod naboen Karen for at låne en dunk. Da hun hørte om ulykken, sagde hun, at hun havde glemt at fortælle os, at Fridas tank lå skævt i jorden og altid løb tør, når pejlingen viste 250-300 l. Nuvel, nu kom det frem. Og det forklarede en hel del.

Jeg lånte Karens gamle 40 l. metaldunk og hentede fyrings/dieselolie på tanken.

Det blev Fridas tilsvarende men mindre 10 l dunk, der fik lov at føde fyret. Og så kørte det. Men rørene på loftet, der forsyner radiatorerne rundt i huset, er fortsat frosne og tør nok ikke op før, der bliver tøvejr. Sådan er det bare. Jeg fik da hul på vandhanen i "porten".

Her er de to fine metaldunke, der fik lov at redde min dag og min nemesis: