Den søndag vi tog op så på huset i Binderup ådal, blev vi straks fascineret af stedet, der ved åen, og bakkerne på den anden side, i retning af Nibe. Og af hele Huulmølle-området længere oppe af vejen.
Huset selv, Elfridas hus, havde - så vidt vi kunne se udefra - også noget, i alt fald den nødvendige højde til loftet og autencitet. Vi ringede straks til ejendomsmægleren og spurgte, om ikke der lå en nøgle et sted, så vi kunne låse os ind. Det kunne vi ikke. I stedet gik vi en tur ned til åen og så at der også var skønt der.
Det blev torsdag, før vi kunne få en aftale i stand om en fremvisning. Vi tog min gamle fru moder med på vejen og nåede kun at stå nogle øjeblikke uden for huset inden mægleren kom. Vi blev låst ind og så os omkring. Mægleren prøvede at holde masken, mens han viste frem og på vanlig mæglervis, at vise, at der var muligheder i det gammelt l***. Men vi kunne selv. Vi så, og vi spekulerede.
Så kom der et ungt par, som også skulle se på huset. Han havde arbejdsbukser på og lignede en håndværker. Parret var inde i huset i 13 sekunder. - De vil rive det ned, sagde Gitte.
Da vi lidt efter kørte derfra og kun var os selv - og min fru moder - turde vi ikke andet, end at ringe til mægleren og sige at vi gerne ville købe det.
Vi overtog det hurtigt efter (og efter et besøg i banken mm) vel omkring den 1. juli 2011.
Elfrida blev 105 år gammel i sit hus. Det vil vi også. I mellemtiden sætter vi huset i stand.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar